Tre ud af fire glemmer det inden de tager på ferie: Denne forsikringsfejl kan blive meget dyr for dig

17/06/2025 11:08

|

Sebastian Ilsøth

Foto: Copenhagen Stock / Shutterstock.com
Tre ud af fire tjekker det ikke før afrejse.

Andre læser også

Grupperejser, også kaldet generationsrejser, er blevet en populær måde for danskerne at rejse på. Her tager flere vennepar eller familier sammen ud i verden for at slappe af, opleve nye ting og hygge sig i fællesskab.

En nylig undersøgelse fra YouGov, udført for Gjensidige og Gouda Rejseforsikring, viser, at tre ud af fire danskere ikke tjekker, om deres afbestillings- og rejseforsikringer har samme dækning som dem, de rejser sammen med.

Det kan føre til problemer, hvis der opstår noget under rejsen, forklarer Louise Hertzum Andersen, fagchef hos Gouda Rejseforsikring.

“Vi ser flere tilfælde, hvor grupper planlægger at rejse sammen, men hvis én i gruppen må afbestille, ønsker resten også at gøre det. Problemet er, at når forsikringerne er tegnet hos forskellige selskaber, kan man ikke altid afbestille samlet,” fortæller hun.

Hun fremhæver især, at det kan være svært, når det handler om generationsrejser, hvor forældre inviterer børn og svigerbørn med, og hvor de rejsende har forskellige forsikringsselskaber og dækninger.

“På en større grupperejse skal man være opmærksom på, at rejseforsikringer kan variere meget, især hvis nogle har forsikring gennem udenlandske selskaber eller via kreditkort. Derfor anbefaler vi kraftigt at sammenligne forsikringsdækningen inden afrejse, så man undgår at stå i en situation med forskellige procedurer og uens dækning,” siger hun.

Forskellig dækning kan skabe usikkerhed på rejsen
Det kan være særligt problematisk, hvis uheldet er ude – både før og under rejsen, forklarer Louise Hertzum Andersen.

“Hvis én i gruppen bliver syg før afrejse, og man derfor ønsker at afbestille rejsen, kan det ske, at nogle i gruppen ikke er dækket for afbestilling på grund af rejseledsagers sygdom. Det kan betyde, at rejsen enten må gennemføres, eller at man mister penge. Bliver nogen syge eller kommer til skade under rejsen, kan forskellige forsikringer give varierende hjælp og dækning. Det kan være meget utrygt at skulle behandles på forskellige steder i en allerede sårbar situation.”

Derfor giver hun et klart råd:

“Sammenlign altid rejseforsikringer og dækning, inden I rejser. Er I i tvivl om, hvilken forsikring der passer bedst, kan det være en god idé, at hele gruppen køber den samme forsikring – for eksempel via rejsebureauet eller et forsikringsselskab, der specialiserer sig i rejseforsikring.”