Når kalenderen siger december, betyder det i mange danske hjem, at nissen kommer forbi med småtteri til julesokken og kalenderen. Men begejstringen og spændingen ved at hive gavepapiret af dagens overraskelse er kortvarig, hvis smådele fra legetøj får sat sig fast i luftvejene på de mindste.
Pas på smådele og hold dem adskilt fra spiselige godter
Hvis julefreden for alvor skal sænke sig i hjemmet, er det en god idé at være opmærksom på det legetøj du køber eller får til barnet. Ofte er det de små pakker der finder vej i julesokken, eller er givet med i legetøjskalenderen. Men det er netop legetøj i småtteri-afdelingen, der kan udgøre den største kvælningsfare - især for børn under 3 år. Det er også de mindste der putter alt i munden, og kun et øjebliks uopmærksomhed kan føre til smådele i luftvejene på de små. Derfor er det også en god idé, at adskille legetøj fra eventuelle julegodter i sokken:
”Det er især de mindste, der har størst risiko for at få smådele galt i halsen. Det er også dem, der har sværest ved at adskille legetøjet fra de spiselige gaver”, siger Kirstine Gottlieb, Produktchef i Sikkerhedsstyrelsen
Kend forskel på aldersanbefaling og aldersgrænse
Der er særligt strenge krav til legetøj, som skal bruges af børn under 3 år. Kravene er der, fordi små børn er sårbare forbrugere og har brug for større beskyttelse. Derfor skal der være en advarsel på legetøjet, hvis det ikke egner sig til børn under 3 år.
”Når der købes gaver til de mindste, er der hjælp at hente i aldersgrænse-advarslen. Den advarer om, at legetøjet ikke egner sig til børn under 3 år”, siger Kirstine Gottlieb, Produktchef
Advarslen kan enten stå som tekst eller være et advarselssymbol. Aldersgrænsen bør ikke forveksles med aldersanbefaling, som siger noget om legeværdien for produktet. Aldersanbefalingen handler altså ikke om sikkerhed, men hvilke børn fabrikanten vurderer vil have størst glæde af produktet.