Overenskomst for 40.000 ansatte på plads: 'Giver flere penge på lønsedlen'

05/03/2023 13:40

|

Thea Andersen

Foto: Shutterstock.com

Mest læste i dag

HK Privat og HK Handel har netop indgået en aftale med Dansk Erhverv om fornyelse af funktionæroverenskomsten for Handel, Viden og Service.

4 procent i lønforbedringer, stærkere værktøjer til tillidsrepræsentanter i lokale lønforhandlinger, højere elevlønninger og bedre muligheder for opkvalificering.

Det er nogle af elementerne i den nye 2-årige overenskomst, som HK Privat og HK Handel har forhandlet på plads med Dansk Erhverv. Overenskomsten omfatter cirka 40.000 ansatte, som beskæftiger sig med alt fra administrativt arbejde til økonomi og arbejde på e-handelslagre.

Det skriver HK Privat i en pressemeddelelse søndag.

- Vi har fået en aftale, der giver flere penge på lønsedlen og styrker tillidsrepræsentanterne - særligt når det gælder lokale lønforhandlinger. Derudover indeholder aftalen flere vigtige forbedringer omkring uddannelse, som vi vil forsøge bære videre i fornyelsen af vores øvrige 21 overenskomster, der forhandles i de kommende uger, siger formand for HK Privat, Simon Tøgern.

Funktionæroverenskomsten er forhandlet i samarbejde mellem HK Privat og HK Handel. Mette Høgh, som er formand for HK Handel, er også tilfreds med den nye overenskomst:

- Der er rigtig mange stærke elementer i den nye overenskomst. Vores medlemmer kan se frem til flere penge i lønposen, og så er jeg meget tilfreds med, at vi har fået nogle bedre værktøjer til de lokale lønforhandlinger, som er meget relevant på lagrene, siger hun.

I år venter der 2 procents lønstigning i form af ændret pension. Arbejdsgiver hæver indbetalingen til 10 procent, hvorimod lønmodtagers indbetaling sænkes fra 4 procent til 2 procent.

Til næste år hæves arbejdsgivers indbetaling til fritvalgskontoen fra 7 procent til 9 procent.

Se, hvad den nye overenskomst ellers indeholder via dette link.