Over 9.000 danske computere hacket: Tjek om din er en af dem

05/04/2023 20:42

|

Thea Andersen

Foto: Shutterstock.com
Politiet har anholdt tre personer i Danmark, der er sigtet for køb af talrige borgeres stjålne personlige bruger- og kontooplysninger via det ulovlige site Genesis Market.

Mest læste i dag

En stor international operation med deltagelse af i alt 17 landes politimyndigheder, herunder dansk politi, kulminerede tirsdag ved anholdelse af i alt 119 personer globalt.

Derudover førte operationen til lukning af det ulovlige site Genesis Market, hvor op mod to millioner ofre globalt har fået lækket deres digitale oplysninger.

Det oplyser National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) i en pressemeddelelse.

I Danmark har NSK samarbejdet med landets politikredse for at koordinere aktionen.

Herudover har Europol's EC3 og Joint Cybercrime Action Taskforce (J-CAT) støttet med dataanalyse og koordinering af internationale efterforskningsskridt.

De tre personer, der er blevet anholdt i Danmark, er sigtet for at have købt ulovlig adgang til hackede borgeres digitale identiteter, som var blevet til salg på Genesis Market.

Genesis Market er en ulovlig online markedsplads, der har udbudt salg af såkaldte bots, der er et spejlbillede af en konkret hacket computers adgangsoplysninger.

Over 9.000 danske computere hacket

NSK anslår, at flere end 9000 danske computere er blevet hacket, og at adgangsmidler fra disse har været til salg på Genesis Market før sitets nedlukning. 

Hollandsk politi har oprettet en webportal, hvor borgere kan tjekke, om deres personlige data var blandt de eksponerede på Genesis Market.

- Har man fået sine personlige brugeroplysninger eksponeret på Genesis Market, så er det vores klare opfordring, at man opdaterer sin computer og scanner for virus med et antivirusprogram og ændrer samtlige brugernavne og kodeord til alle enheder og profiler, siger politiinspektør Lars Mortensen.

Sådan kontrollerer du om dine data er blevet lækket

Du kan undersøge, om dine konti har været en del af det lækkede data på Genesis Market ved at indtaste din mailadresse i webportalen her: https://www.politie.nl/checkyourhack 

Hvis du har fået stjålet dine adgangsoplysninger, så opfordrer politiet til, at du følger nedenstående gode råd for videre håndtering. 

  1. Fjern eventuel virus fra dine enheder med et opdateret antivirusprogram og sørg for, at operativsystem og programmer er opdaterede til nyeste version.

  2. Opdatér først herefter samtlige adgangskoder til dine konti. 

  3. Opret en kreditadvarsel på borger.dk.

  4. Hvis du ser tegn på misbrug af din bankkonto, skal du spærre dit kontokort. Hvis der ikke ses misbrug, anbefales det, at du bestiller et nyt kort og i mellemtiden holder øje med, at der ikke sker misbrug af dit kort.

  5. Kontakt politiet, hvis du oplever, at dine konti har været brugt til ulovlige formål.

Læs mere her.