Du har sikkert hørt navnet mere end én gang, og nu viser nye tal hvorfor.
Shein har accelereret sin vækst og cementeret sin position som verdens hurtigst voksende modeforhandler i 2024 – trods massiv kritik.
Ifølge friske data fra GlobalData steg Sheins globale markedsandel med 0,24 procentpoint til 1,53%. Det rapporterer Retail Gazette.
Det lyder måske beskedent, men i en branche under pres er det nok til at rykke balancen.
Og det sker i et år, hvor brandet igen har været i stormvejr – blandt andet på grund af dokumenterede tilfælde af børnearbejde hos leverandører og en tvivlsom miljøprofil.
Alligevel fortsætter forbrugerne med at vælge Shein.
Med ultralave priser og lynhurtig tilpasning til modetrends har mærket især vundet indpas blandt de unge.
Ifølge GlobalData-analytiker Pippa Stephens har det haft mærkbare konsekvenser for konkurrenterne:
"Sheins kometagtige vækst har taget markedsandele fra andre fast fashion-webshops, særligt Asos og boohoo.com, der har oplevet drastiske fald i salget."
Nike er stadig verdens største modebrand med en markedsandel på 2,85%, men måtte notere det største fald blandt top-10 med et dyk på 0,15 procentpoint.
Zara klarede sig fornuftigt med en mindre fremgang, mens H&M og Gucci tabte terræn.
Til gengæld oplevede både Uniqlo og Adidas vækst, mens Hermès og Chanel vandt markedsandele i luksussegmentet, hvor de mere folkelige luksusmærker haltede bagefter.
Og hvad med Temu – Sheins nye kinesiske rival, der har skabt hype med sit brede sortiment og aggressive priser?
Temu må foreløbig se sig slået i konkurrencen om modekundernes gunst.
I sidste ende står Shein tilbage som årets store vinder – men spørgsmålet består: Er forbrugerne villige til at ofre etik for lave priser?