Ekspert afslører den skjulte smittefælde til julefrokoster
Lige nu læser andre
Julefrokost-sæsonen er for alvor i gang, og både familier og venner samles til festlige sammenkomster, både store og små. Men midt i hyggen er der en mindre festlig gæst, som man skal være opmærksom på – risikoen for at få sygdomme med hjem fra årets julefrokoster.
Særligt norovirus – eller roskildesyge – samt bakterier, der trives i varme retter og på fælles berøringsflader, spreder sig hurtigt, når mange deler mad og service. Hvert år bliver tusindvis af danskere ramt af det smitsomme norovirus, som ofte medfører pludselig kvalme, opkast og diarré.
“Norovirus er den hyppigste årsag til maveproblemer i Danmark, og vi ser en markant stigning i tilfælde i december måned. Det skyldes både årstiden og, at julefrokoster ofte fungerer som smittekilder, hvor mange rører ved de samme fade og bestik,” forklarer Luise Müller, epidemiolog og afsnitsleder ved Statens Serum Institut. Hun understreger, at:
“Håndsprit er ikke effektivt mod norovirus, som det er mod mange andre virus, fordi virussen er særligt modstandsdygtig. Derfor er grundig håndvask med vand og sæbe afgørende, før du går til buffeten eller tilbereder mad til andre.”
Også de små familiefrokoster kan være smittekilder
Læs også
Selvom smitte måske først og fremmest forbindes med store buffeter til firmafrokoster, kan det samme ske ved mindre private julefrokoster. Hvis maden står fremme for længe og når temperaturer, hvor bakterier trives, øges risikoen. En enkelt syg gæst kan hurtigt sætte gang i et større udbrud.
Luise Müller peger på, at man kan reducere smitterisikoen betragteligt ved at følge nogle enkle vaner – både på arbejdspladsen og i hjemmet:
“Brug altid serveringsbestikket, tag en ren tallerken, hvis du går i buffeten igen, og sørg for, at maden er gennemvarm og ikke står ude for længe. Og vigtigst af alt: Bliv hjemme, hvis du har opkast eller diarré. Norovirus er meget smitsomt, og én syg person kan smitte mange.”
Sygdom kan sprede sig lige så hurtigt som julestemningen i december, hvis man ikke er opmærksom på hygiejnen. Med de rette forholdsregler og omtanke ved bordet og i køkkenet kan man dog minimere smitterisikoen – både i hjemmet og på arbejdspladsen.
Gode råd til at forebygge smitte:
Læs også
- Vask hænder grundigt med vand og sæbe før buffeten
- Brug altid serveringsbestik – undgå at røre maden med hænderne
- Skær brødet med et klæde omkring, så du ikke rører ved det
- Tag en ny, ren tallerken, hvis du går i buffeten igen
- Hold maden kold eller rygende varm – aldrig ved stuetemperatur
- Sæt rester hurtigt på køl
- Bliv hjemme, hvis du er syg med opkast eller diarré