Julen er dyr, men der er gode nyheder for din pengepung.
Lige nu læser andre
Mange danskere oplever fortsat de økonomiske konsekvenser af stigende priser på alt fra el og varme til benzin og dagligvarer. Økonomien er presset, og flere kæmper med at få hverdagen til at hænge sammen. Derfor skaber det opmærksomhed, når priserne endelig begynder at falde.
Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at fødevarepriserne er faldet i fire måneder i træk. Fra oktober til november faldt priserne med 0,9 procent, og siden august er de samlet faldet med 2,5 procent.
Globale prisstigninger bremser op
De sidste par år har været præget af store prisstigninger på fødevarer, som har været drevet af faktorer som klimaforandringer, stigende gødningspriser og øget efterspørgsel. Nu ser det ud til, at denne udvikling er ved at vende.
“Det er forhåbentligt et tegn på, at den globale prisbølge, der har ramt fødevaremarkedet, er ved at aftage. De højere priser har primært været forårsaget af ændrede klimaforhold, øget global efterspørgsel og stigende omkostninger til gødning,” siger Tore Stramer, cheføkonom i Dansk Erhverv, ifølge Ekstra Bladet.
Flere prisfald på vej
Også hos Dansk Industri ser man positivt på udviklingen. Cheføkonom Allan Sørensen forventer, at faldet i fødevarepriserne vil fortsætte i december og starten af det nye år.
Læs også
“Julen er en dyr tid, men december byder også på mange gode tilbud. Vi ser hvert år fald i priserne på smør, svinekød, øl, kaffemaskiner og personlig plejeprodukter op til jul. Det er et fast sæsonmønster, at forbrugerpriserne samlet set falder en smule fra november til december,” siger han.
Efter nytår kan danskerne desuden se frem til lavere elpriser, da elafgiften sænkes markant. Ifølge Dansk Industri vil det også påvirke priserne på kaffe, chokolade og sukkerprodukter, som får lavere afgifter i 2025.
I en tid med stigende udgifter og pres på privatøkonomien kan disse prisfald give mange danskere et tiltrængt pusterum i budgettet.