Heldig koldingenser vinder millionen i Lotto: Kort efter gjorde hun, hvad få ville have gjort

08/03/2025 17:17

|

Emil Martesen

Foto: Danske Spil
En heldig koldingenser vinder millionen i Lotto.

Andre læser også

”Jeg mangler ikke selv noget, og jeg har det bedst, når jeg gør noget for andre. Ikke af pligt, men fordi jeg føler for det.”

Sådan siger en kvinde fra Kolding ifølge en pressemeddelelse, der for nyligt blev medlem nummer 4.617 i Danske Spils Millionærklub, da hun ’bare lige skulle tjekke sin kupon’.

”Manden i kiosken kigger på sin skærm og siger, at gevinsten er større, end han kan udbetale… og så kigger jeg op og ser, at der hænger en kæmpe check, der viser, at der er en, der har vundet 1.000.000 kroner,” fortæller kvinden, som i første omgang ikke turde sætte forventningerne for højt.

”Altså, er det 50.000 kroner vi snakker om? Det ville jo også have været mange penge, for det havde jo været 50.000, som jeg ikke havde i forvejen. Men er det 1.000.000…? Armen altså, det er ufatteligt mange penge,” fortæller hun.

Lige i situationen kunne kvinden mærke, at nerverne sad på højkant, så i stedet for at tage mobilen og ringe til Danske Spil for at finde ud af gevinstens størrelse med det samme, så besluttede hun sig for at vente, til hun var kommet hjem:

”Det blev en lang gåtur. Jeg måtte også lige ud og have noget luft på altanen først,” fortæller hun.

Da hun endelig fik ringet til Danske Spil, fik hun bekræftet, at hun havde vundet millionen. Og det førte hurtigt til glæde i kvindens omgangskreds. For som skrevet, delte hun gaver ud.

Det blev både til en rejse, hjælp til en håndværkerregning, hjælp med tilbagebetaling af gæld og det løse…

”Jeg gør det af hjertet, ikke for at få noget retur. Jeg får kun taknemmelighed, og det er nok,” siger hun.

Det er dog ikke kun andre, der har nydt godt af millionen.

For som noget af det første, købte kvinden sig en ny bil: Hendes første nye bil nogensinde, efter en række brugte – og det har ført til en ny opdagelse: At nye biler ikke automatisk lugter af grantræer, fersken, ’ny morgen’ eller tyggegummi:

”Mine gamle biler har jo lugtet af bubblegum, fordi jeg har hængt sådan nogle duftdimser op. Det har jeg lovet, at jeg ikke vil gøre i denne her, for den dufter jo af ny bil! Jeg ved ikke, hvor længe det varer, men jeg har besluttet, at den skal have lov til at dufte af ny bil, så længe det varer,” siger hun.

”Jeg er så privilegeret. Jeg kan ikke ønske mig mere,” slutter hun.