En ferie kan hurtigt blive en dyr fornøjelse – især hvis den er bestilt i sidste øjeblik eller involverer en stor familie med mange udgifter. Af forskellige årsager kan man ende med at bruge store beløb på kort tid, og det kan skabe problemer med betalingsloftet på Visa/Dankortet.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Gjensidige.
En ny undersøgelse, som YouGov har gennemført for Gjensidige og Sparekassen Kronjylland, viser, at mange danskere ikke er klar over, at deres Visa/Dankort har et betalingsloft. Mere end halvdelen svarer enten, at kortet ikke har et loft, eller at de ikke ved, om det har.
Når man bruger sit Visa/Dankort, er det enten Visa- eller Dankort-delen, der håndterer betalingen. I Danmark er det typisk Dankort-delen, som ikke har et betalingsloft. Det forklarer Jan Mågård, fagchef for kort og selvbetjening i Sparekassen Kronjylland.
"På Visa-delen er der hos de fleste banker et loft på 25.000 kroner over en periode på syv dage – men beløbsgrænsen kan variere fra bank til bank,” fortæller han.
Selvom 25.000 kroner lyder som meget, kan man i praksis hurtigt nå grænsen – nogle gange allerede inden afrejsen – og det kan give problemer under ferien.
"Mange ved ikke, at flere betalinger i Danmark faktisk trækker på Visa-delens loft. Det gælder f.eks., hvis du betaler med Apple Pay eller via din digitale pung på mobilen," uddyber Jan Mågård.
Han tilføjer, at køb på udenlandske hjemmesider også tæller med i det samlede forbrug:
"Betaler du for eksempel familiens rejse på en udenlandsk hjemmeside med dit Visa/Dankort, så bliver det beløb en del af Visa-delens maksimum på 25.000 kroner over syv dage. Har du foretaget et stort køb lige før afrejse, kan du risikere at ramme loftet, når du skal betale på ferien.”
Mastercard-kreditkort har derimod ikke noget betalingsloft, og derfor anbefaler Jan Mågård, at man medbringer både Visa/Dankort og Mastercard på ferien.