Godt nyt til disse danskere: Får over 2500 kroner ekstra om måneden

16/05/2023 08:16

|

Thea Andersen

Foto: Shutterstock.com Foto: Shutterstock.com
De sidste OK23-forhandlinger for FOA er veloverståede, efter det mandag aften lykkedes at nå til enighed med KA Pleje om en overenskomst for godt og vel 2.000 ansatte i blandt andet private plejefirmaer. Nyt anciennitetstrin er blandt højdepunkterne.

Mest læste i dag

Lønmodtagerne kan se frem til lønstigninger i omegnen af 2.500-3.000 kroner per måned. Dertil kommer en udvidelse af lørdagstillægget og et nyt anciennitetstrin på 1.500 kroner efter 10 år.

Det er facit efter mange timers forhandlinger mandag mellem KA Pleje og FOA. Det skriver sidstnævnte i en pressemeddelelse.

- Muligheden for at stige yderligere i løn ved 10 års anciennitet er noget af det, som vores medlemmer virkelig har efterspurgt, så det er jeg superglad for, at vi har leveret på, siger Tanja Nielsen, formand for social- og sundhedssektoren i FOA, og takker sin forhandlingsmodpart, KA Pleje, for et godt forhandlingsforløb.

Parterne har også aftalt, at ufaglærte får mulighed for at tage en erhvervsuddannelse med fuld sædvanlig løn efter to års ansættelse, og så er løntillægget for at arbejde om lørdagen blevet udvidet, så det gælder allerede fra kl. 6 om morgenen i stedet for kl. 14 som hidtil.

- Helt grundlæggende er jeg af den overbevisning, at vores medlemmer vil opnå mærkbare forbedringer i deres arbejdsliv med den her aftale – ikke mindst på lønnen, siger Thomas Enghausen, næstformand i FOA, og tilføjer:

- Det giver økonomisk tryghed i en tid, hvor inflationen stadig presser rigtig mange.

For de fleste faglige organisationer er overenskomstforhandlingerne et overstået kapitel, efter er overvældende flertal af lønmodtagerne vendte tomlen opad for en måneds tid siden. Men traditionen tro forhandler FOA og KA Pleje senere.

- Mange elementer i forliget ligger i tråd med de andre aftaler, vi har indgået i forbindelse med forårets overenskomstforhandlinger, og det er aftaler, som FOA-medlemmerne har taget godt i mod, siger Thomas Enghausen og fortsætter:

- De ansatte under KA Pleje-overenskomsten har så også fået det ekstra anciennitetstrin og udvidelsen af lørdagstillægget, så jeg håber og tror, at medlemmerne også vil se positivt på vores resultat denne gang.

Nu er det op til FOAs medlemmer og KA Plejes medlemsvirksomheder, om forliget skal stemmes igennem. Urafstemningen starter mandag den 22. maj og lukker fredag den 9. juni.

Alle FOA-medlemmer, der arbejder under overenskomsten, er stemmeberettigede og får direkte besked om afstemningen. Ansatte under overenskomsten, der ikke er medlem af FOA, har ikke mulighed for at stemme.

Hovedelementer i forliget mellem FOA og KA Pleje:

  • Nyt anciennitetstrin på 1.500 kroner efter 10 år hos samme arbejdsgiver. Tidligere har der kun været anciennitetstrin efter tre år og seks år.

  • Lørdagstillægget gælder fra kl. 6 i stedet for kl. 14 som hidtil.

  • For en fuldtidsansat stiger månedslønnen med 962 kr. pr. 1. juni 2023 og 921,92 kroner pr. 1. juni 2024 (det svarer til en timelønsstigning på hhv. 6 kr. og 5,75 kr.).

  • Arbejdsgiverens bidrag til pension stiger med to pct., mens lønmodtagerens falder tilsvarende.

  • Yderligere fire ugers betalt forældreorlov.

  • Tillidsrepræsentanter gives mulighed for at mødes med nye medarbejdere i arbejdstiden, herunder for at tale om fagligt medlemskab.

  • Ufaglærte sikres ret til at tage en erhvervsuddannelse med fuld sædvanlig løn efter to års ansættelse.