Flere danskere fik tømt kontoen: Nu udsendes der advarsel mod elselskab

22/06/2025 12:18

|

Sebastian Ilsøth

Foto: Shutterstock
Flere kunder fik penge hævet uden at opdage det.

Andre læser også

4.700 kroner.

Så meget blev pludselig trukket fra Jacobs bankkonto en februarmorgen – uden advarsel og uden hans samtykke. Bag hævningen stod hans daværende elselskab.

Først fik han besked om, at der var tale om en teknisk fejl, og at pengene ville blive tilbageført.

Men tre måneder senere har han endnu ikke set skyggen af dem.

Og Jacob er langt fra den eneste.

Flere kunder fortæller nu, at de har modtaget uforståelige aconto-regninger på store beløb – og at lovede tilbagebetalinger udebliver.

En af dem er Laila fra Østjylland, som fik trukket over 5.000 kroner, selvom hendes månedlige elforbrug normalt ligger under 1.000 kroner.

"Jeg føler mig totalt snydt," siger hun til TV 2.

Det hele drejer sig om elselskabet Zosani Energi, der i stigende grad er kommet under lup.

Utilfredse anmeldelser strømmer ind, og flere forbrugere har politianmeldt selskabet.

Forbrugerombudsmanden bekræfter, at man har modtaget flere klager.

Hos Forbrugerrådet Tænk betegner man elmarkedet som “det vilde vesten”.

Ifølge seniorrådgiver Christian Sand har branchen i årevis været præget af manglende kontrol og gennemsigtighed:

"Du og jeg kunne have startet et elselskab," siger han.

Ejer af Zosani Energi, Kenny Santos, oplyser, at han er i gang med at afvikle selskabet, da det ikke længere er økonomisk bæredygtigt.

Regeringen har varslet nye stramninger, herunder krav om MitID ved selskabsskifte og strammere regler for aconto-opkrævninger.

Men disse regler træder først i kraft i 2026 – for sent for de mange kunder, der allerede har lidt store økonomiske tab.