Du har booket flybilletten, pakket kufferten og ser frem til at opleve en af verdens mest populære feriedestinationer.
Men ved grænsen til USA kan din ferie få en brat start. Landets grænsekontrol er nemlig blevet skærpet markant, og det kan få konsekvenser – alene på baggrund af, hvad der findes på din mobiltelefon.
Efter præsident Trumps genindførelse af den såkaldte "enhanced vetting"-ordre har amerikanske grænsevagter fået udvidede beføjelser til at undersøge alt digitalt materiale, du har med dig.
Det omfatter ikke kun billeder og apps, men også beskeder, browserhistorik og indhold fra sociale medier.
Den amerikanske advokat Dr. Jennifer Obaseki udtrykker bekymring for privatlivets grænser:
"Hvornår mener den amerikanske regering, at den kan tilsidesætte ytringsfriheden for personer uden statsborgerskab og nægte dem adgang? Det virker som en overskridelse af myndighedernes beføjelser – måske endda magtmisbrug," udtaler hun ifølge Metro.
Særligt rejsende uden amerikansk pas er udsatte.
Afviser man at udlevere sine digitale enheder, kan det føre til afvisning ved grænsen – og der findes ingen reel mulighed for at klage efterfølgende.
Selvom grænsevagterne ikke må nægte indrejse uden en officiel begrundelse, kan deres vurdering tage udgangspunkt i alt fra politiske meninger og aktivisme til enkeltopslag på sociale medier.
Den amerikanske borgerrettighedsorganisation ACLU råder derfor rejsende til at minimere mængden af data på deres enheder, deaktivere ansigtsgenkendelse og opbevare følsomme oplysninger i krypteret cloud-lagring.
Flere personer har oplevet, at deres telefoner blev beslaglagt i ugevis under såkaldte "avancerede søgninger".
Med udsigten til VM i fodbold i 2026 øges presset på grænserne – og antallet af nægtede indrejser stiger.
Mange turister vælger derfor allerede nu at droppe rejsen til USA.