Det er tid til at stramme budgettet – ikke fordi julemiddagen har sat sine spor, men fordi priserne i supermarkedet er på himmelflugt.
Ifølge chefanalytiker Palle Jakobsen fra Agrocom står vi over for betydelige prisstigninger på dagligvarer, særligt på basisvarer som brød, svinekød og kylling.
Kornmangel skubber priserne op
Årsagen skal findes i en mangel på råvarer, især inden for kornprodukter, forklarer Palle Jakobsen.
"Når vi har et marked med høje priser, men uden øget produktion, ender vi i en situation med underskud. Det ses tydeligt på kornprodukter som hvede, majs og foderkorn, hvilket uundgåeligt vil påvirke priserne i supermarkedet," siger han til B.T.
Den nuværende kornmangel betyder, at det snart bliver dyrere at få brød på bordet. Også populære hverdagsretter som kyllingefrikadeller kan blive en dyrere fornøjelse.
Ifølge Jakobsen kan vi forvente prisstigninger på mellem 10 og 20 procent på fødevarer, og enkelte varer kan endda stige med op til 30 procent.
"Vi ser en fordobling af råvarepriserne (…) Mit estimat er, at fødevarepriser generelt vil stige med 10-20 procent, hvor nogle rammer 30 procent, mens andre holder sig omkring otte," forklarer han.
Hidtil har prisstigningerne især ramt luksusvarer som smør, kaffe og oksekød, men nu står også helt almindelige dagligvarer for tur.