Et lille trick med køleskabet gør hele forskellen, når kniven rammer løget.
Du kender det. Kniven er knap nået gennem det første løg, før øjnene løber i vand, og synet bliver sløret.
Det føles som en lille straf, hver gang der skal laves mad. Men der sker faktisk noget ret præcist inde i løget, i det øjeblik du skærer i det.
Det forklarer den amerikanske sundhedsorganisation Poison Control.
Når løgets celler bliver ødelagt af kniven, frigives et enzym kaldet alliinase. Enzymet går i gang med at nedbryde en svovlforbindelse i løget, og ud af den proces opstår et nyt stof: propanethial-S-oxid. Også kaldet tårefaktoren.
Det er lige præcis det stof, der stiger op og rammer øjnene, så de begynder at løbe.
Og her bliver det interessant. Tårefaktoren findes stort set kun i løg.
“Denne tårefaktor er specifik for løg, findes ikke i hvidløg og dannes, når alliinase nedbryder en bestemt svovlforbindelse,” skriver Poison Control.
Derfor kan du snitte fed efter fed hvidløg uden at fælde en eneste tåre, mens et enkelt løg kan sætte gang i vandværket.
Men der er hjælp at hente. Den amerikanske løgbranche anbefaler at lægge løget i køleskabet i omkring 30 minutter, før du skærer i det. Kulden dæmper den kemiske reaktion.
Et andet trick er at lade rodenden sidde på løget, mens du arbejder. Det er nemlig dér, de fleste svovlforbindelser gemmer sig, så jo længere du holder den intakt, jo mindre slipper ud i luften.
Selv de mildere løgsorter, der dyrkes i jord med lavt svovlindhold, fjerner ikke problemet helt. Der findes ingen metode, der helt garanterer tørre øjne.