Efter Halloween og efterårets supper ender meget græskar i skraldespanden – men det behøver det ikke.
Du har skåret det store orange græskar op, kogt det møtt og moset det til en blød, gylden mos. Men der er langt mere, end du kan spise på én gang.
Spørgsmålet melder sig hurtigt: Kan man egentlig fryse græskarmos og gemme den til en kold vinteraften?
Svaret er ja. Og faktisk er mos noget af det, der klarer turen i fryseren allerbedst.
Det skriver I Form, der har gennemgået, hvordan du bedst opbevarer græskar.
Kog eller bag det først
Du kan sagtens fryse græskar råt. Men resultatet bliver bedst, hvis du koger eller bager det, inden det ryger i fryseren.
Tilberedt græskar bevarer nemlig sin struktur og smag langt bedre end råt, når det først har været frosset.
Derfor er mosen i din skål allerede et skridt foran. Når den er kølet helt ned, kan du fordele den i portionsbokse eller fryseposer og lægge den i fryseren.
Vintergræskar som butternut og hokkaido kan holde sig helt op til 12 måneder på den måde.
Perfekt til supper og puréer
Der er én ting, du skal være opmærksom på: Konsistensen ændrer sig.
Frossent og optøet græskar bliver blødere, end det var før. Det gør det mindre velegnet, hvis du drømte om sprøde tern i ovnen.
Til gengæld er det som skabt til cremede supper og puréer, hvor den bløde konsistens kun er en fordel.
Så næste gang du moser et græskar, behøver resten ikke gå til spilde. Den kan stå klar i fryseren til årets første rigtige suppedag.