Sebastian Juul
Går tallene på badevægten ikke lige så hurtigt ned? Så er der en simpel årsag.
En ny japansk undersøgelse afslører en overraskende faktor, der kan forudsige, hvordan slankemidler som semaglutid og dulaglutid vil påvirke folk. Nemlig, hvor følsom man er over for madens udseende og duft.
I en nylig offentliggjort undersøgelse i Frontiers in Clinical Diabetes and Healthcare fulgte forskerne 92 type 2-diabetikere i Japan, der alle blev behandlet med GLP-1-lægemidler i et år. Undervejs målte de både blodsukker, fedtprocent og vægt, samt deltagernes spisevaner.
Resultaterne var klare: De patienter, der havde en høj tendens til såkaldt “ekstern spisning” – altså at lade sig friste af madens syn, farve eller duft – opnåede de største vægttab. I visse tilfælde så de også de bedste forbedringer i blodsukkeret.
Forskerne konkluderer, at dette spisemønster kan være en stærk indikator for, hvor effektiv behandlingen vil være for den enkelte.
Behandlingen med GLP-1-lægemidler som semaglutid og dulaglutid viste sig at give markante helbredsmæssige forbedringer, herunder vægttab, lavere blodsukker, bedre kolesteroltal og lavere leverværdier. Muskelmassen forblev uændret, selvom fedtprocenten faldt.
Flere af deltagerne reducerede samtidig deres samlede kalorieindtag og oplevede færre episoder med ekstern spisning både efter tre og tolv måneder. Det indikerer, at medicinen kan dæmpe trangen til at spise, blot ved synet eller duften af mad.
Der var dog ikke samme langvarige effekt på følelsesmæssig spisning, som vendte tilbage til det oprindelige niveau efter et år. Også forsøg på restriktiv spisning – at spise mindre bevidst – havde kun en midlertidig effekt.
GLP-1-lægemidler er kendt for deres virkning på insulin og glukagon, men de påvirker også hjernens belønningssystem. Tidligere forskning har vist, at belønningssystemet er mere aktivt hos overvægtige, når de ser billeder af mad.
Den nye undersøgelse bekræfter, at patienter med høj ekstern spisetendens har størst gavn af behandlingen, især når det gælder vægttab. Effekten på blodsukkeret var mindre tydelig, da insulinresponsen ikke afhænger af spisevaner.
Forskerne påpeger dog, at der er visse begrænsninger ved studiet. Det var observationsbaseret og byggede delvist på selvrapporterede data. Deltagerne var desuden mere motiverede end gennemsnittet, og der blev ikke korrigeret for faktorer som psykologisk trivsel, økonomi eller livsstil. Derfor er resultaterne ikke nødvendigvis repræsentative for alle type 2-diabetikere.
På trods af disse begrænsninger tyder studiet på, at det kan være værdifuldt for både læger og patienter at blive opmærksomme på, hvad der faktisk udløser spisetrang – om det er synet af mad, følelser eller vilje. Denne viden kan bruges til at skræddersy behandlingen og hjælpe med at identificere, hvem der vil få mest udbytte af GLP-1-behandling – og hvorfor.
