Der findes heldigvis en løsning på problemet.
Lige nu læser andre
Der er få ting, der er mere frustrerende end at åbne vaskemaskinen for at tage det våde tøj ud og blive mødt af en ubehagelig lugt, der slet ikke minder om friskvasket tøj.
Den gennemtrængende, sure lugt, som mange har oplevet, kan være rigtig irriterende. Heldigvis er der flere måder at slippe af med den på. Her får du en guide til, hvordan du kan fjerne lugten og holde vaskemaskinen frisk.
Kilden til lugten i vaskemaskinen
En dårlig lugt i vaskemaskinen opstår ofte, når kalk, sæberester og bakterier ophobes i maskinen. Det kan især blive et problem, hvis du vasker ved lave temperaturer, eller hvis du har brugt brun eddike som skyllemiddel. Brun eddike indeholder nemlig sukker, der er ideelt for bakterierne.
Sådan fjerner du lugten
Læs også
Der er heldigvis en løsning. Med grundig rengøring og afkalkning kan du få vaskemaskinen til at dufte frisk igen. Følg disse trin:
- Fjern trevlesien, tøm den, og rengør den grundigt med en tandbørste.
- Rens sæbeskuffen både for og bag for sæberester.
- Brug en hård børste til at skrubbe indløbshullerne over sæbeskuffen, så du får fjernet kalk og bakterier.
- Fjern kalk fra vandindløbshullerne i maskinen ved at skrabe det forsigtigt af med fx en kødnål, eller sprøjt en blanding af 4 dele vand og 1 del eddikesyre 32 % på. Lad det virke natten over.
- Tør lågeruden og plastkanten ved åbningen af med en fugtig mikrofiberklud. Vær opmærksom på at få fjernet snavs omkring plastkanten, og brug en blanding af 1 del eddikesyre og 3 dele vand til rengøringen.
- Afkalk vaskemaskinen med et egnet afkalkningsmiddel, hvis det er nødvendigt.
- Afslut med at køre en kogevask på 95 grader.
Hvis vaskemaskinen stadig lugter efter rengøringen, kan du prøve at bruge et desinficerende rengøringsmiddel, der også fungerer som lugtfjerner.
Tjek også bag og under vaskemaskinen, hvis lugten bliver ved, da der kan være gammelt snavs, der skaber problemet.
Forebyg fremtidige lugte
For at undgå, at lugten vender tilbage, bør du gøre rent i vaskemaskinen et par gange om året. Det er også en god idé at lade lågen og sæbeskuffen stå lidt på klem efter hver vask, så maskinen kan få lov at tørre helt.