Derfor bør du altid undgå at vaske bilen i indkørslen

23/04/2025 16:42

|

Sebastian Ilsøth

Foto: M-Production/Shutterstock
Det ser uskyldigt ud, men nu fraråder eksperterne det.

Andre læser også

Når solen titter frem, og påskeferien starter, tager mange danskere skurebørster og spande frem for at vaske bilerne i indkørslerne.

Selvom det kan virke som en hyggelig forårstradition, har det store negative konsekvenser for naturen.

Hvert år bliver mere end fem millioner biler vasket manuelt i Danmark, og det har en betydelig miljøpåvirkning.

Ifølge Drivkraft Danmark ender cirka fire ton olie, næsten to ton vaskemidler og over et ton metaller hvert år direkte i jorden eller kloakkerne, når vi vasker bilerne hjemme.

Teknik- og miljøchef Michael Mücke Jensen advarer i en pressemeddelelse:

"Vi ved, at mange vælger at vaske bilen hjemme i ferien, men det er skadeligt for miljøet. Vaskevandet indeholder olie, metaller og vaskemidler, som siver ned i jorden eller ender i søer og vandløb, hvis ikke det renses."

En bedre løsning er tættere på, nemlig at køre bilen gennem en vaskehal.

I vaskehallen opsamles og renses spildevandet flere gange, før det når det kommunale renseanlæg.

De fleste vaskehaller anvender miljøvenlige eller svanemærkede vaskemidler og bruger op til fire gange mindre vand end ved manuel vask.

Med over 12 millioner vaske årligt i vaskehallerne vælger mange danskere allerede den mere miljøvenlige løsning.

Drivkraft Danmark mener dog, at der stadig er plads til forbedringer.

En tur i vaskehallen er både hurtigere, nemmere og bedre for både bilen og miljøet.

Så hvis du skal gøre bilen klar til foråret i påsken, så lad vaskehallen klare arbejdet og nyd ferien med god samvittighed.