Indtil den 8. november kan du søge kommunen om at ændre afstemningssted ved det kommende valg til kommuner og regioner.
Det er muligt, hvis du har et handicap eller nedsat førlighed. Det kan for eksempel være relevant, hvis du vil benytte bestemte hjælpemidler på valgstederne.
Nogle skoler har færre trapper eller mere handicapvenlig adgang end andre, og nogle valgsteder har hjælpemidler til vælgere med handicap, som andre ikke har, eksempelvis hæve-/sænkebord og CCTV.
Derfor kan vælgere med handicap eller nedsat førlighed søge om at stemme et andet sted, end hvor de er tilknyttet.
Hvis du ønsker at skifte afstemningssted, skal du søge din kommune om det senest den 8. november kl. 12.00.
Du kan finde ansøgningsskemaet her.
For at finde ud af, hvilket afstemningssted du er tilknyttet, skal du kontakte borgerservice i din kommune.
Her kan de også hjælpe med finde et andet sted, der bedre opfylder dine behov.
Borgerservice oplyser dig også om, hvortil du skal sende ansøgningen om at skifte valgsted.
Når ansøgningen er modtaget, bliver den behandlet og afgjort, og du får skriftligt svar fra kommunen.