Lækkede e-mails afslører dyb skepsis fra fire nordiske trafikmyndigheder før EU-afgørelse i juli.
Selvom Holland har banet vejen for, at Teslas Full Self-Driving (FSD) kan rulles ud i Europa, har transportmyndigheder i Sverige, Finland, Danmark og Norge i månedsvis rejst kritik bag lukkede døre. Nu er korrespondancen kommet frem.
Reuters har gennemgået interne mails fra de fire nordiske trafikstyrelser og afdækker tydelig skepsis over for teknologien og de annoncerede sikkerhedsgevinster. Bekymringerne kredser om systemets tendens til at overskride hastighedsgrænser, performance på isede veje, vildtkollisioner med elge og en navngivning, der ifølge regulatorerne risikerer at vildlede bilister.
Svensk inspektør “ganske overrasket”
Den 15. april skrev Hans Nordin fra Transportstyrelsen i Sverige, at han var “ganske overrasket” over at få at vide, at Tesla tillader FSD at køre hurtigere end skiltet hastighed. Det burde ikke være tilladt, fastslog han. Tidligere på året havde han stillet spørgsmål ved, om navnet “Full Self-Driving (Supervised)” risikerer at give forbrugere en misvisende opfattelse af, hvad bilen reelt kan.
Fra finsk side spurgte Jukka Juhola i en mail i januar: “Indfører de virkelig et system, der tillader hands-free-kørsel også på isede 80 km/t-veje?”. De nordiske regulatorer rejste også spørgsmålet om, hvordan systemet vil håndtere elge på vejene.
Den norske embedsmand Stein-Helge Mundal noterede dage efter en aktionærtale fra Elon Musk, at myndighederne “bliver nødt til at bruge en masse kræfter på at svare vildledte forbrugere”, efter Tesla-fans havde sendt pres-mails ind for at fremskynde en godkendelse.
Færdselsstyrelsen er officielt tavs
I Danmark er Færdselsstyrelsen den myndighed, der skal forholde sig til en eventuel typegodkendelse af systemet. Styrelsen har afvist at kommentere processen offentligt med henvisning til, at “enhver behandling af en sag, som vedrører typegodkendelse af et køretøj og udstyr, er omfattet af Færdselsstyrelsens tavshedspligt”.
Det danske input i den lækkede korrespondance er dog mere blandet end de øvrige nordiske landes. Bilsagkyndig Frank Schack Rasmussen fra Færdselsstyrelsen skrev i oktober, at Tesla-bilerne “klarede sig rigtig godt i den komplekse trafik” i myldretiden i København.
Diskussionen vedrører flere end 90.000 danskere. Der er aktuelt (Fredag d. 8. maj) indregistreret 94.019 personbiler af mærket Tesla i Danmark, og Tesla har ifølge bilstatistikkerne været blandt de mest solgte mærker det seneste år.
Vejen til EU-godkendelse går gennem juli
Holland godkendte FSD den 10. april via det nationale typegodkendelsesorgan RDW, og det hollandske organ ønsker at få godkendelsen udvidet til hele EU. Men en EU-bred godkendelse kræver opbakning fra medlemslande, der tilsammen repræsenterer 55 procent af medlemslandene og 65 procent af befolkningen.
Der er ikke planlagt en afstemning denne uge, hvor Holland fremlægger sin godkendelse for det tekniske udvalg. De næste komitémøder finder sted i juli og oktober, og det er her, det reelle slag om FSD’s europæiske skæbne ventes udkæmpet. Tesla har ifølge interne projektioner regnet med en EU-godkendelse i andet eller tredje kvartal af 2026.
For danske bilejere betyder det, at FSD-systemet, der i Danmark koster omkring 52.000 kroner som tilkøb, foreløbig fortsat ikke kan aktiveres lovligt. Færdselsstyrelsens stemme bliver i juli en del af det puslespil, der afgør, om Musks løfter til de europæiske kunder holder.