Jesper Bengtson
Blikket bliver sløret og fjernt, men forklaringen er en helt anden, end de fleste frygter.
Mange, der sidder ved sengen hos en døende, lægger mærke til det samme. Øjnene får et glasagtigt, skinnende skær. Blikket bliver fjernt og følger ikke længere med, når man bevæger sig i rummet. For de pårørende kan det føles skræmmende, som om deres kære har det ondt.
Men forklaringen er en anden, og den er helt naturlig. Det skriver funeral.com, der har samlet viden fra blandt andre Hospice Foundation of America og VITAS Healthcare.
Når kroppen i de sidste timer begynder at spare på energien, blinker man sjældnere. Og netop det er nøglen.
Når man blinker mindre, bliver tårefilmen, der ellers lægger sig jævnt hen over øjet, ikke fordelt som den skal. Overfladen kan tørre ud eller få det skinnende, glasagtige udtryk, mange genkender. Det er altså ikke smerte. Det er en krop, der sænker tempoet.
Derfor forbliver øjnene halvåbne
Samme afslapning rammer øjenlågene. Musklerne lukker ikke helt til, og derfor kan øjnene blive stående halvåbne, selv når personen sover eller ikke længere reagerer.
Det fjerne, faste blik hænger sammen med, at synet aftager. Den døende følger ikke længere bevægelser i rummet og veksler mellem døs og en svindende bevidsthed om omgivelserne.
For de patienter, der ikke kan lukke øjnene helt, kan tørheden lindres. Her kan kunstige tåredråber eller en fugtig vattot holde øjne og læber fugtige, så det føles mere behageligt.
Forandringerne i øjnene hører til blandt de kropslige tegn, der følger med, når livet er ved at ebbe ud, på linje med de hudforandringer en hospicesygeplejerske har beskrevet.
Det vigtigste, pårørende kan gøre, kræver hverken dråber eller udstyr. En rolig hånd, en velkendt stemme, en stille sang. Det er ifølge funeral.com de helt reelle former for trøst, et menneske kan give i de sidste timer.
