Jesper Bengtson
En psykologiprofessor forklarer, hvad der afgør, om skrækken føles sjov eller ulidelig.
Tænk på det øjeblik, hvor nogen springer frem fra et mørkt hjørne. Hjertet hamrer, kroppen giver et sæt, og du er klar til at løbe.
Og så, et splitsekund efter, bryder du ud i latter.
Det er lige præcis det øjeblik, der gør Halloween til noget, mange af os faktisk nyder. Men hvorfor er vi overhovedet i stand til at hygge os med at blive skræmt?
Det har Cynthia Pury, der er psykologiprofessor ved Clemson University, forsøgt at forklare. Det skriver Clemson University.
Hendes svar handler om én ting frem for alt: Vi skal vide, at vi er i sikkerhed.
Pury trækker på det, forskerne kalder teorien om den harmløse overtrædelse. Kort fortalt nyder vi en oplevelse, når den bryder vores forventninger, uden at der er en reel fare på spil. Det er sjovt, netop fordi det ikke er farligt.
Hun bruger den klassiske borte-tit-tit-leg som eksempel. Barnet farer sammen, når forælderen pludselig dukker op. Men i det øjeblik, det går op for barnet, at der ingen trussel er, kommer latteren.
Det samme sker med de pludselige chok i gyserfilm. Rykket får nogle til at skrige, men lige så ofte til at grine, så snart hjernen når at registrere, at der ikke er noget at være bange for.
Derfor elsker nogle det mere end andre
Pury peger på to personlighedstræk, der afgør, hvor meget vi kan lide at blive skræmt.
Det ene er, hvor følsom man er over for angst. Mennesker med meget af det træk bryder sig ikke om de fysiske fornemmelser, der følger med frygten, hjertebanken, den snørede mave, det hele.
Det andet er trangen til spænding. De, der scorer højt her, nyder netop adrenalinsuset fra spøgelseshuse og rutsjebaner.
Derfor kan to mennesker stå side om side i det samme spøgelseshus og opleve det vidt forskelligt. For den ene er det en plage, for den anden et rent kick.
Pury fortæller desuden, at man faktisk kan ændre sin egen frygtreaktion ved at udsætte sig for det skræmmende igen og igen. Hun henviser til eksponeringsterapi, hvor man i kontrollerede doser nærmer sig det, man er bange for.
Et spøgelseshus er selvfølgelig ikke terapi. Men princippet minder om hinanden: gentagelse og den rette ramme ændrer, hvordan vi reagerer følelsesmæssigt.
Og netop rammen er pointen, når det gælder den 31. oktober.
“Til Halloween har vi en hel masse strukturer, der er sat op for at minde os om, at det her er sjovt, og det her er sikkert,” siger Cynthia Pury til Clemson University.
