Jesper Bengtson
Et nyfødt rålam har en hemmelighed i pelsen, der redder dets liv de første uger.
Det er maj, måske de første dage af juni. Inde i den høje vegetation ligger et lille rålam og trykker sig helt ned mod jorden.
Det bevæger sig ikke. Det piber ikke. Det venter bare.
For et nyfødt rålam er for småt til at løbe fra noget som helst. Hvor moderen kan springe væk, har lammet kun én mulighed: at forsvinde på stedet.
Og det er her, pelsen kommer ind i billedet.
Et rålam fødes med små hvide pletter spredt ud over ryggen. De ligner ikke tilfældige prikker. De ligner præcis det sollys, der siver ned mellem bladene og lægger små lyse pletter på skovbunden.
“Lammene er godt kamufleret med hvide pletter, der ligner solens lyspletter i skovbunden,” skriver Naturmagasinet i sin gennemgang af rådyret.
Når lammet ligger stille i vegetationen, smelter det sammen med lys og skygge. Et rovdyr, der kigger lige på det, ser bare endnu en plet sollys.
Og camouflagen får hjælp af noget andet. Et rålam udskiller næsten ingen lugt, så en ræv har svært ved at få færten af det, selv tæt på.
Derfor efterlader moderen det også med vilje. Hun besøger kun lammet nogle få timer i døgnet og holder sig ellers væk, så hendes egen duft ikke fører rovdyr hen til gemmestedet. Resten af tiden er det lille dyr overladt helt til sig selv.
Sådan går de sårbare første uger. Men lammet vokser hurtigt, og snart er det stærkt nok til at rejse sig og følge sin mor rundt. Fra det øjeblik er trikset med at ligge musestille ikke længere lammets bedste forsvar. Nu kan det løbe.
Og i takt med det forsvinder behovet for at ligne skovbunden. Lammet skifter pels, og pletterne bliver væk.
Det voksne rådyr bærer i stedet en smuk rødbrun sommerpels med et hvidgult spejl bagpå, der om vinteren skifter til gråbrun med et helt hvidt spejl. Ikke en eneste af de hvide prikker fra barndommen er tilbage.
