En kvinde fra South Carolina ville bare nå tilbuddet på kattemad, før butikken lukkede.
På vej hjem stak hun et par skrabelodder i lommen, og det ene viste sig at være en million dollar værd (Cirka 6 millioner kroner)
Historien stammer fra Bluffton i den amerikanske delstat South Carolina, hvor kvinden ifølge South Carolina Education Lottery svingede forbi sit lokale Publix-supermarked for at hente kattemad på et “køb én, få én gratis”-tilbud, før det udløb. Hun nåede frem få minutter før lukketid og købte næsten som en eftertanke et par skrabelodder, skriver lokalmediet WTOC.
“Jeg var virkelig træt, men jeg blev nødt til at hente kattemaden, før tilbuddet med ‘køb én, få én gratis’ sluttede,” fortæller kvinden, der ønsker at være anonym.
Tidspunktet viste sig at være afgørende. “Hvis der havde stået nogen i køen foran mig, havde jeg måske ikke nået at få fat i lodderne,” siger hun.
Skrabede vinderloddet hjemme i sofaen
Først da hun kom hjem og satte sig til rette, gik hun i gang med at skrabe. Det ene lod var en del af spillet Millionaire Bonus, og under sølvbelægningen gemte sig en topgevinst på 1 million dollar.
“Jeg kunne ikke tro det,” lyder hendes reaktion.
Chancen for at vinde en million dollar i netop det spil er ifølge South Carolina Education Lottery 1 ud af 1,5 millioner. Der er fortsat én topgevinst tilbage i puljen, oplyser lotteriet via AOL.
Vil holde tæt om gevinsten
Den anonyme vinder fortæller, at hun ikke har planer om at lade sig friste til et nyt liv i luksus, og at gevinsten skal holdes som en hemmelighed.
“Og jeg fortæller ingen, at jeg har vundet,” siger hun.
Også supermarkedet fik del i heldet. Publix-butikken på May River Crossing i Bluffton modtog en provision på 10.000 dollar for at have solgt det vindende lod.