Studiet med stoffet daraxonrasib viser en gennemsnitlig overlevelse på 13,2 måneder mod 6,7 måneder for patienter, der modtog standardkemoterapi.
“KRAS-hæmning vil meget sandsynligt radikalt ændre, hvordan vi behandler sygdommen,” siger Brian Wolpin, der leder bugspytkirtelkræft-forskningen ved Dana-Farber Cancer Institute i Boston og har stået i spidsen for forsøget.
Risikoen for at dø blev reduceret med 60 procent for patienter på den nye behandling. Hazard ratio i studiet, kaldet RASolute 302, var 0,40 med en p-værdi under 0,0001, skriver det amerikanske medicinske tidsskrift ASCO Post.
Tackler ‘undruggable’ mutation
Bugspytkirtelkræft har længe været blandt de allerværste kræftdiagnoser. Femårsoverlevelsen for stadie IV ligger på blot tre procent. Over 90 procent af tumorerne drives af mutationer i RAS-genet, som styrer cellevækst. RAS har i årtier været betragtet som “undruggable”, altså umuligt at ramme med medicin.
Daraxonrasib går efter problemet på en ny måde. Stoffet binder sig til et protein i cellen kaldet cyclophilin A og danner sammen med det en slags molekylærlim, der låser RAS-proteinet og slukker for de signaler, der får kræftcellerne til at dele sig.
“Det her er virkelig et jordrystende øjeblik for bugspytkirtelkræft,” siger onkolog Chris Chen fra Stanford University til National Geographic.
Pille i stedet for infusion
Et af de største praktiske fortrin ved daraxonrasib er, at det tages som én tablet på 300 mg om dagen. Den hyppigste bivirkning er udslæt, som ramte 90 procent af patienterne i forsøget. Diaré og træthed forekom hos henholdsvis 75 og 70 procent, og 73 procent oplevede bivirkninger af grad 3 eller værre, oplyser ASCO Post.
Det amerikanske lægemiddelagentur FDA har åbnet for, at patienter uden for de kliniske forsøg kan få adgang til medicinen gennem et udvidet program, der trådte i kraft 1. maj 2026, oplyser patientforeningen Pancreatic Cancer Action Network.
Endnu en pille på vej
Daraxonrasib står ikke alene. En anden eksperimentel medicin, elraglusib, fordoblede i et fase 2-forsøg andelen af patienter, der var i live efter et år: 44 procent mod 22 procent for kemoterapi alene.
“Vi står ved tærsklen til banebrydende behandlinger til patienter med bugspytkirtelkræft,” opsummerer Anna Berkenblit, videnskabelig chef hos den amerikanske patientforening Pancreatic Cancer Action Network.