Det er de færreste, der har den fjerneste ide om, at der midt mellem Frankrigs vinmarker og Spaniens tapasbarer, ligger et lille land, der hedder Andorra.
Med sine beskedne 468 kvadratkilometer er det Europas sjette mindste land, som er mindre end halv størrelse af Vejle.
Andorra skiller sig dog ikke kun ud på sin størrelse, men også på befolkningens øser. Bilparken er nemlig lidt ud over det sædvanlige.
Det skriver mediet Iltalehti.
Fra skattely til sportsvognsparadis
I mange år var Andorra kendt som et skattely, men det ry har de efterhånden fået rystet af sig.
Med hjælp fra EU har landet fået strammet op på diverse skatteregler, men alligevel – eller måske netop derfor – er der stadig masser af velhavere i den lille bjergstat.
Og det afspejler sig tydeligt i, hvad der triller rundt på vejene.
I Danmark blev Tesla Model Y den mest solgte bil i 2024. Selvom det bestemt er en fin bil, så ser tingene lidt anderledes ud i Andorra.
Her blev der i alt solgt 2.379 nye biler sidste år – og ud af dem var 83 en Porsche 911, hvilket gjorde modellen til landets mest solgte.
I Andorra er den bedst sælgende bil ikke en kedelig standardbil, men en af verdens mest ikoniske sportsvogne.
På andenpladsen finder vi Toyota GR Yaris, som er både hurtigere og dyrere end den Yaris, vi kender fra danske villaveje. Den blev der solgt 47 styk af.
Herefter følger Porsche Cayenne (46 stk.), Porsche Macan (45 stk.) og Cupra Formentor (44 stk.).