Under graviditeten forestiller mange kommende forældre sig, hvordan livet bliver med en ny baby i familien. Ofte begynder tankerne med, om det mon bliver en dreng eller en pige. Derefter følger overvejelser om navne, indretning af børneværelset og en lang række praktiske forberedelser og indkøb.
I dag har mange mulighed for at få barnets køn at vide allerede under graviditeten, og det vælger de fleste også at gøre.
Det gjorde også Madelisha Hiscock og hendes mand, som bor i Sydafrika. Men deres graviditetsforløb skulle vise sig at blive noget helt særligt.
Ifølge Newsner fik parret ved den første scanning at vide, at de ventede en lille pige. De følgende scanninger bekræftede samme besked, og parret, der i forvejen havde en treårig datter, begyndte at glæde sig til at give hende en lillesøster.
Navnet var allerede valgt: den nye lillesøster skulle hedde McKenzi.
Men ved den fjerde scanning fik de pludselig en ny besked – nu kunne lægerne nemlig se, at barnet i maven var en dreng. Overraskelsen var stor, men glæden forblev den samme. Nu så de frem til at byde en lille søn velkommen i familien.
Uventet besked efter fødslen
”Det føltes som om, barnets køn ændrede sig hele tiden, men jeg troede ikke, det ville blive et problem efter fødslen,” fortæller Madelisha.
Da babyen, som de nu kaldte Kenneth, kom til verden, delte de den glade nyhed med familie og venner. De var lykkelige og stolte.
Men et par uger senere, da de tog Kenneth med til en rutinemæssig kontrol på hospitalet, fik de en ny og overraskende besked: Deres barn var ikke en dreng, men en pige.
Yderligere undersøgelser viste, at barnet var født med et sjældent syndrom kaldet CAH – et andenogenitalt syndrom, som rammer omkring ét ud af 10.000 børn.
Sygdommen skyldes mangel på et enzym i binyrerne, som er nødvendigt for at producere hormonet kortisol. I stedet danner kroppen for meget testosteron, hvilket kan føre til, at de ydre kønsorganer hos piger kommer til at ligne drengekønsorganer.
Velkommen til McKenzi
Efter diagnosen blev Kenneth igen til McKenzi – navnet som forældrene oprindeligt havde valgt til deres lille pige. Hun blev sat i behandling for den hormonelle ubalance og er i dag i god trivsel.
Madelisha og hendes mand understreger, at det vigtigste for dem er, at deres barn har det godt.
”Det har været nogle vilde og forvirrende måneder, men det vigtigste er, at McKenzi er sund og glad,” siger den nybagte mor.