3-årig dreng fik kløe i benene under familietur i IKEA: 72 timer senere var han indlagt

03/06/2024 12:40

|

Sebastian Ilsøth

Foto: Privat
Efter et halvt år og 36 operationer på hospitalet kom den viljestærke dreng hjem igen.

Andre læser også

Den tre-årige Romeo Hadley var sammen med sin adoptivmor på indkøbstur i den svenske møbelkædes butik i Cardiff, da han begyndte at klage over kløe på benene.

Den walisiske dreng sagde, at han ikke længere kunne gå, hvilket fik hans adoptivmor, den 43-årige Katie Hadley, til at undersøge hans ben nærmere.

Hun opdagede en række blå mærker på drengens krop, hvilket straks fik hende til at frygte, at han var blevet ramt af meningitis.

Foto: Privat

De skyndte sig derfor til hospitalet, hvor lægerne fastslog, at drengen led af en sjælden hudlidelse kaldet purpura fulminans – en dødelig sygdom, der får kroppens små blodkar til at størkne i huden.

Lægerne måtte hurtigt have Romeo Hadley på operationsbordet og advarede adoptivforældrene om, at chancerne for, at han ville overleve, var små.

Men lille Romeo Hadley ville ikke give op.

"Lægerne fortalte os, at han var en stærk dreng. Det var hjerteskærende. Vi holdt vagt ved hans sengekant og bad for, at han ville klare det," siger en sygeplejerske ved navn Katie til engelske Mirror.

Benene kunne ikke reddes

Drengen overlevede operationen, men lægerne kunne ikke redde hans ben.

To dage senere måtte de amputere begge hans ben i en 10 timer lang operation.

Bagefter var det Katie Hadleys svære opgave at forklare drengen, at lægerne havde fjernet begge hans ben.

"Han var en lille vild fodbolddreng, der altid løb rundt og lavede ballade, så vi var bekymrede for hans reaktion," siger Katie Hadley.

Romeo Hadley blev stille, da han fik nyheden om de amputerede ben. Efter en lille pause sagde han, at han nu ikke længere kunne have sine favoritsko på.

"Og så smilede han og sagde, at han i det mindste ikke længere behøvede at få klippet sine tånegle. Det har han altid hadet. Han holdt os alle oppe – ikke omvendt," siger Katie Hadley.

Den viljestærke dreng måtte tilbringe et halvt år på hospitalet på grund af den alvorlige sygdom.

Her gennemgik han i alt 36 operationer, men til sidst kunne han langt om længe komme hjem.