Senest.dk Redaktion
James Webb har fanget et signal på Pluto og Titan, som intet kendt stof kan forklare.
De fleste kender fornemmelsen af at stå med noget i hånden, man simpelthen ikke kan sætte navn på. Sådan har et internationalt forskerhold det lige nu, efter at James Webb-rumteleskopet har opsnappet nøjagtig det samme mystiske infrarøde fingeraftryk på to vidt forskellige verdener milliarder af kilometer fra Jorden.
Signalet dukker op ved bølgelængden 5,11 mikrometer – i det infrarøde lys – på overfladen af både Saturns måne Titan og dværgplaneten Pluto. Og det passer ikke med nogen kendt forbindelse i videnskabens databaser, oplyser Paris-observatoriet, som ledede undersøgelsen.
Studiet blev offentliggjort i tidsskriftet Astronomy & Astrophysics den 1. juli 2026 og er ledet af Bruno Bézard og Emmanuel Lellouch fra Paris-observatoriet.
Samme signal, to instrumenter, ingen fejl
Holdet fandt absorptionen i data fra to af Webbs instrumenter – nærinfrarød-spektrografen NIRSpec og det midtinfrarøde instrument MIRI. Netop derfor er det usandsynligt, at der er tale om en teknisk fejl: to uafhængige instrumenter så det samme.
Titan-observationerne blev indsamlet den 4. november 2022 med NIRSpec og den 11. juli 2023 med MIRI, mens Pluto-dataene stammer fra MIRI den 4. maj 2023. På Titan er dykket i lyset omkring 6-7 procent dybt, på Pluto 4-5 procent. Signalet er dog cirka tre gange bredere på Pluto end på Titan, hvilket antyder, at det samme stof optræder under lidt forskellige forhold på de to himmellegemer.
Alle kendte mistænkte falder fra
Forskerne sammenlignede signalet med de infrarøde signaturer fra en lang række is-typer, der kunne tænkes at findes i så ekstreme og kolde omgivelser. Flere kandidater blev overvejet, men ingen ramte plet.
“Vi fandt ingen kendt spektral-signatur i disse publikationer, der svarer til placeringen af den observerede absorption på Titan og Pluto,” skriver forskerne i studiet ifølge phys.org. De tilføjer, at en signatur kan forskyde sig, hvis forbindelsen er blandet med andre stoffer.
Blandt de stoffer, holdet kiggede på, er en gruppe kulbrinter kaldet allener, samt benzen og keten – men ingen af dem løser gåden fuldstændigt. Også rene stoffer blev udelukket: Blåsyre (HCN) sad for langt fra det observerede, mens acetylen kom tæt på, men stadig ikke ramte rent – især i Plutos spektrum.
Et molekyle vi endnu ikke forstår
Det, Titan og Pluto har til fælles, er en atmosfære domineret af kvælstof med en god portion metan – en kemisk cocktail, der under bombardement fra kosmisk stråling kan skabe organiske forbindelser, vi endnu ikke kender.
Forskerne hælder derfor til, at der er tale om “en forbindelse (eller familie af forbindelser), der endnu er dårligt kortlagt, eller et molekyle i en isblanding, hvis spektrale egenskaber er dybt forandret af dets fysiske omgivelser,” som Paris-observatoriet formulerer det.
Det tankevækkende er kontrasten: Webb kan fotografere galakser milliarder af lysår væk, men et stof på to isverdener i vores eget solsystem er stadig uidentificeret. Næste skridt bliver nye observationer, der kan kortlægge, hvor på Titan signalet er stærkest, samt friske laboratoriemålinger af de mulige kandidat-molekyler under Titan- og Pluto-lignende forhold.
