Senest.dk Redaktion
Stonehenges tungeste sten kom slet ikke fra Wales, som alle gik ud fra.
Den flade, seks ton tunge altersten, der ligger midt i hjertet af det berømte stenmonument på Salisbury Plain i Sydengland, stammer fra det nordøstlige Skotland. Mere end 700 kilometer fra det sted, hvor den i tusinder af år har ligget. Det konkluderer en ny undersøgelse, offentliggjort i Journal of Quaternary Science den 4. juni 2026.
Det vender op og ned på en antagelse, der har stået i over hundrede år. Lige siden de første forskere begyndte at lede efter stenens ophav i 1870’erne, gik man ud fra, at den ligesom monumentets mindre blåsten kom fra Wales et par hundrede kilometer mod vest.
Men en mineralanalyse sporede i 2024 stenen til Orcadian Basin i det nordøstlige Skotland. Geokemikeren Richard Bevins fra Aberystwyth University, en af forskerne bag det fund, beskrev resultatet sådan: “Man må nive sig selv i armen en gang imellem.”
En sten der aldrig passede ind
At netop alterstenen skilte sig ud, havde forskerne længe haft en fornemmelse af. “Den her sten adskiller sig fra blåstenene i vægt, størrelse, stenart og placering i monumentet,” forklarede Bevins.
Den er omkring fem meter lang og vejer over seks ton. Det gør den til den tungeste af monumentets blåsten, og rejsen fra Skotland er den længste, man kender for nogen sten brugt i et stenalder-monument.
Hvordan flyttede de seks ton over 700 km?
Det helt store spørgsmål har hele tiden været, hvordan oldtidsmennesker uden hjul, metal eller trækdyr fik manøvreret kolossen tværs over et helt land. Den nye undersøgelse afviser, at en gletsjer kan have båret stenen hele vejen ned i løbet af istiden.
“I stedet for at være blevet ført med isen helt naturligt peger beviserne på en bevidst, nøje planlagt flytning gennem et krævende og varieret landskab,” forklarer Anthony Clarke fra Curtin University, der er med til at lede studiet.
Ifølge forskernes modeller kan is have flyttet stenen et stykke af vejen under sidste istid, men ikke ned i det sydlige England. Resten af de mange hundrede kilometer måtte mennesker have stået for. Stenen blev efter alt at dømme fragtet i etaper, hvor man kombinerede trækarbejde over land med transport ad floder og kyst, hvor det kunne lade sig gøre.
En sådan rejse ville kræve, at folk fra vidt forskellige egne af det nuværende Storbritannien arbejdede sammen. Det antyder et niveau af organisation i stenalderen, som forskerne ikke tidligere har regnet med var muligt.
Hvor i det nordøstlige Skotland stenen præcist blev brudt, ved man stadig ikke. Det bliver næste skridt i jagten på at forstå et af verdens mest besøgte mysterier.
