I 100 år kunne ingen tyde den: Nu hævder en ingeniør med en laptop at have løst oldtidens største sprogmysterie

De fleste danskere har gået rundt mellem ruinerne på Kreta på en varm sommerferie uden at skænke det en tanke, at øen gemmer på en gåde, ingen har kunnet løse i over hundrede år. Nu hævder den amerikanske ingeniør Tom Di Mino, at han har gjort netop det, med hjælp fra kunstig intelligens.

Skriften hedder Linear A, og den har været en af oldtidsforskningens mest berømte blindgyder. Sir Arthur Evans gravede den frem i 1900, da han fandt lertavler med mystiske tegn ved paladset Knossos på Kreta. Tegnene blev brugt mellem cirka 1800 og 1450 f.Kr., og siden har lingvister, kryptografer og arkæologer forgæves forsøgt at læse dem.

Problemet er brutalt enkelt: Linear A er det, sprogforskere kalder et sprogligt isolat, altså en skrift uden nogen bekræftet slægtning blandt kendte sprog, levende eller døde. Uden en tosproget nøgletekst som Rosettastenen har man intet haft at holde tegnene op imod.

En verberod knækkede koden

Di Mino, der er selvlært, gik i gang tidligere i år. Han byggede Python-scripts via værktøjet Claude Code og lod dem gennemtrawle de to store databaser over Linear A-indskrifter, GORILA og SigLA. Den 22. maj 2026 faldt brikken på plads: et hidtil ulæst tegn fik en lydværdi, og det gav en verberod, “nawaya”, som Di Mino kobler til betydningen “at bo” eller “at slå sig ned”, en rod han mener at genfinde i semitiske sprog som hebraisk og akkadisk.

Gennembruddet kom i en bøn, der går igen på fem minoiske helligdomme på Kreta. Størstedelen af ordene i bønnen mente man allerede at forstå. Det var netop dette ene ukendte verbum, der låste resten op.

Store tal, men ingen dom endnu

Vi har set nærmere på, hvad Di Mino konkret lægger frem, og det er ikke småting. Han hævder at have fastlagt lydværdier for 40 tegn, samlet en ordbog på 408 oversatte Linear A-ord og skrevet et ni sider langt udkast om grammatikken bag bønneteksterne.

Men her skal vi træde varsomt. Påstanden er endnu ikke bekræftet. Lingvister ved Rutgers University og University of Cambridge er i gang med at gennemgå metoden, og indtil den er efterprøvet, er der tale om én forskers dokumenterede hypotese, ikke en færdig tydning.

Historien om Linear A er fuld af selvsikre “løsninger”, der siden faldt fra hinanden, og fagfolk møder derfor nye påstande med indbygget skepsis.

Var det AI, der løste det?

Det korte svar er nej, i hvert fald ikke alene. Som en gennemgang i The Conversation påpeger, kom idéen fra ingeniøren, ikke fra maskinen. AI’en var forskningsassistenten. Den kan afprøve en formodning om ét tegn på tværs af et helt arkiv på minutter i stedet for år, men den kan ikke fremtrylle mening ud af ingenting.

Skal Di Minos læsning holde, kræver det, at uafhængige forskere kan nå frem til det samme. Falder verifikationen på plads, kan vi om nogle måneder stå med noget nær uhørt: evnen til at læse, hvad bronzealderens mennesker faktisk bad om. Indtil da er koden knækket, måske.