Senest.dk Redaktion
Et nyt DNA-studie viser, at istidens jægere systematisk gik efter hunmammutter.
De fleste af os mødte mammutten første gang i en børnebog eller bag en glasmontre på et museum, som et fjernt symbol på istiden. Nu har forskere gravet i knoglerne fra 521 uldhårede mammutter og fundet et mønster, ingen havde regnet med: Da stenalderens mennesker gik på jagt, var byttet næsten altid en hun.
Vi har set nærmere på studiet, der netop er offentliggjort i tidsskriftet Current Biology. Det er det hidtil største af sin slags, og resultatet vender op og ned på en debat, forskerne har skændtes om i årtier.
Naturen sagde han, bopladserne sagde hun
Forskerne fra Centre for Palaeogenetics, et samarbejde mellem Stockholms Universitet og Sveriges Naturhistoriske Rigsmuseum, sammenlignede to slags fund. På den ene side mammutter, der var døde af naturlige årsager. På den anden side de store knoglebunker, der er fundet på 11 gamle menneskelige bopladser i Eurasien, dateret til mellem 30.000 og 20.000 år siden.
Forskellen var slående. Blandt de mammutter, der døde i naturen, var kun 34 procent hunner, mens 66 procent var hanner. Men på de menneskelige bopladser var billedet vendt om: Her var 70 procent af knoglerne fra hunner og kun 30 procent fra hanner, oplyser forskerne ifølge phys.org.
I alt indgik 100 individer fra bopladserne og 421 fra naturlige fund. Af de 521 mammutter fik hele 448 aflæst deres arvemasse for første gang.
“Ved at sammenligne de genetiske kønsfordelinger hos hundredvis af mammutter fra naturlige omgivelser med dem, vi finder i disse arkæologiske sammenhænge, kan vi nu udlede, at menneskelig aktivitet var den primære årsag til disse knoglebunker,” forklarer David Díez del Molino, medansvarlig for studiet.
Flokkene bevægede sig forudsigeligt
Hvorfor faldt valget så konsekvent på hunnerne? Svaret ligger sandsynligvis i, hvordan dyrene levede. Hvis mammutterne mindede om nutidens elefanter, blev flokkene ledet af hunner, mens hannerne oftere strejfede omkring alene.
“En mulighed er, at hvis uldhårede mammutter levede i hunledede flokke som moderne elefanter, så bevægede de grupper sig gennem landskabet på mere forudsigelige, sæsonbestemte måder,” siger studiets hovedforfatter, Hannah M. Moots, der er postdoc-forsker ved Centre for Palaeogenetics.
En forudsigelig flok var lettere at opspore og lettere at nedlægge. Det gjorde hunnerne til et oplagt bytte, uanset om jægerne var ude efter kød, eller de fandt allerede døde dyr.
Et gammelt stridsspørgsmål er afgjort
I generationer har forskere diskuteret, om de enorme knoglebunker overhovedet skyldtes mennesker, eller om naturen selv havde samlet dem.
“Om disse massive ansamlinger af mammutknogler blev dannet naturligt eller ved menneskelig jagt, har været omdiskuteret i årtier,” siger Díez del Molino.
Studiet lukkede en del af den debat. Om det systematiske pres på hunnerne, dyrene der føder afkommet, også fremskyndede mammutternes forsvinden, tør forskerne ikke slå fast. Mammutterne uddøde på fastlandet i Nordamerika og Eurasien for omkring 10.000 til 12.000 år siden, da klimaet blev varmere, og menneskets rolle i den udryddelse er stadig omstridt.
Undervejs dukkede et helt andet fund op: En enkelt mammut fra Wrangeløen bar en genetisk tilstand, X0/XX-mosaicisme, der svarer til Turners syndrom hos mennesker. Det er første gang, tilstanden er dokumenteret hos en uddød art.
“Ved at skalere prøvestørrelserne op kan gammelt DNA gå ud over evolutionshistorien og lære os om dyrs adfærd og menneskelig kultur for titusinder af år siden,” siger Love Dalén, professor i evolutionær genomik ved Stockholms Universitet og medansvarlig for studiet.
