Fik en sms: Pludselig var hun millionær

11/03/2023 09:36

|

Thea Andersen

Foto: Shutterstock.com

Mest læste i dag

En ældre kvinde fra København behøver ikke længere bekymre sig om stigende renter og udgifter efter at hun vandt en million kroner i Lotto: ”Nu kan jeg klare at blive siddende i lejligheden. Der sank skuldrene lidt ned!” fortæller hun.

Hvad ville du bruge pengene til, hvis du pludselig vandt en million kroner?

Det spørgsmål måtte en kvindelig pensionist fra København stille sig selv, da det gik op for hende, at det ikke var en reklame hun kiggede på, da skærmen på hendes mobil lyste op med beskeden om, at hun havde vundet en million kroner i Lotto.

- Det første jeg tænkte var: ’Så bliver min hverdag jo meget lettere!’ Jeg er på pension og har en ejerlejlighed, men man hører jo så meget om stigende renter og udgifter, og jeg havde overvejet, om jeg kunne klare at blive sidde i lejligheden – men det kan jeg nu!, fortæller hun.

- Der sank skuldrene lidt ned, tilføjer hun.

Det er dog langt fra kun den ældre kvinde selv, der kan glæde sig over gevinsten. Det kan den nærmeste familie også, skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.

- Jeg har både børn og børnebørn, og dem har jeg givet lidt lommepenge, som de kan forsøde tilværelsen med, siger hun.

Og familien behøver såmænd ikke bruge ’lommepengene’ på en ferie, for den sørger den ældre kvinde også for.

- Jeg vil leje et sommerhus, hvor jeg vil invitere den nærmeste familie med for at forkæle dem lidt, siger hun, før hun tilføjer:

- Nu bliver min hverdag jo meget lettere, og så glæder det mig rigtigt meget, at jeg også kan glæde min familie.

Det allerførste, som den ældre kvinde gjorde, da hun modtog de mange penge, var dog at købe sig en ny bil.

Det blev dog ikke til en smart og lækker sportsvogn, næh:

- Jeg har skiftet min gamle bil ud: Den var efterhånden blevet så gammel, så nu har jeg købt en spritny bil i den samme model, siger hun med et forsigtigt grin.