På Storebæltsbroen steg den gennemsnitlige døgntrafik med 1,6 pct. for personbiler, mens lastbiltrafikken steg med 2,4 pct. Den samlede vejtrafik steg med 1,6 pct. i første kvartal sammenlignet med sidste år.
Indtægterne fra vejforbindelsen var på 677 mio. kr., hvilket er et fald på 1,9 pct. i forhold til samme periode sidste år.
De faldende indtægter er forventet og skyldes primært, at regeringen besluttede at nedsætte listeprisen for personbiler pr. 1. januar 2025 med ca. 17 pct. som følge af et eurovignet-direktiv.
Sådan lyder meldingen i en pressemeddelelse.
På Øresundsbron steg den gennemsnitlige døgntrafik i første kvartal samlet med 4,3 pct. i forhold til 2024.
Personbiltrafikken steg med 4,4 pct., mens lastbiltrafikken steg med 3,2 pct. Indtægterne fra vejtrafikken var på 351 mio. kr. og steg med 4,8 pct.
"I årets første tre måneder er der fremgang i trafikken over begge broer for både personbiler og lastbiler. For Storebæltsbroen betyder det nye eurovignet-direktiv dog, at den samlede indtjening falder grundet en reduceret pris for at betale med kort og kontant. Flertallet af kunderne foretrækker fortsat digitale betalingsløsninger, som både er billigere og hurtigere", siger Sund & Bælts CEO, Mikkel Hemmingsen.
Femern Bælt-projektets tidsplan fortsat udfordret
De første færdige tunnelelementer til Femern Bælt-tunnelen blev trukket fri af tørdokken og sejlet ud i de store bassiner foran tunnelfabrikken i Rødby Havn i årets første kvartal.
Det specialbyggede fartøj IVY, som skal anvendes til nedsænkning af tunnelelementerne, er fortsat ikke klar til nedsænkning, og der er behov for en længere testperiode. Det giver projektet endnu en dårlig mellemtid.
Tidsplanen med at åbne ultimo 2029 er derfor fortsat væsentligt udfordret. Der vil derfor skulle arbejdes intensivt med at optimere nedsænknings- og installationsprocesser, og der vil ske en revurdering af tidsplanen, når de første tunnelelementer er nedsænket.
Samlet resultat
Koncernens nettoomsætning udgør 824 mio. kr. i perioden januar – marts, svarende til en stigning på 4,4 pct. sammenlignet med samme periode sidste år.
Stigningen skyldes, at den kilometer- og CO2-differentierede vejafgift for lastbiler i Danmark på 12 ton og derover er trådt i kraft 1. januar.
Sund & Bælt leverer den tekniske løsning til opkrævning og kontrol med afgiften på vegne af staten. Bevillingen til drift af ordningen er klassificeret som nettoomsætning.
I resultatopgørelsen er indregnet 50 pct. af resultatet i Øresundsbro Konsortiet I/S, svarende til en indtægt på 189 mio. kr., hvori er indeholdt positive dagsværdireguleringer på 24 mio. kr. Resultatandelen før dagsværdireguleringer er positiv med 165 mio. kr. og er 16 mio. kr. højere end i samme periode sidste år.
Koncernens nettofinansieringsomkostninger, opgjort som de finansielle poster ekskl. dagsværdireguleringer, er 108 mio. kr. og 33 mio. kr. lavere end i samme periode sidste år.
Det skyldes primært gennemslaget fra faldende markedsrenter og lavere inflationsopskrivning end i samme periode i 2024.
Resultatet før værdiregulering og skat, inklusive resultatandel fra Øresundsbro Konsortiet I/S, blev i perioden et overskud på 500 mio. kr. mod et overskud på 441 mio. kr. i 1. kvartal af 2024.
Værdireguleringer af koncernens gæld inkl. andel fra Øresundsbro Konsortiet I/S er en indtægt på 2.768 mio. kr. I samme periode sidste år var værdireguleringer en indtægt på 612 mio. kr. Forskellen skyldes primært stigende markedsrenter på længere løbetider i 1. kvartal 2025. Dagsværdireguleringer er en regnskabsteknisk post uden effekt på selskabets gældsafvikling, da gælden afdrages til nominel værdi.