Advarsel til samtlige bilister: Maj er højsæson - og det kan skade din bil alvorligt, ikke at være opmærksom

09/05/2025 22:15

|

Sebastian Ilsøth

Foto: Shutterstock
Skal du ud på vejene, skal du være opmærksom.

Andre læser også

Når kalenderen rammer maj, bliver telefonerne hos Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812 ekstra varme. Årsagen er et markant højere antal henvendelser om hjortepåkørsler. I maj 2024 modtog vagtcentralen hele 1.066 opkald om påkørsler – et gennemsnitligt spring på 200 sager sammenlignet med de nærliggende forårs- og sommermåneder.

– Forårets varmere vejr får generelt dyrene til at blive mere aktive. Samtidig er det nu, sidste års rålam begynder at klare sig selv. De har endnu ikke nødvendigvis lært faren ved veje og biler at kende, og ved måske ikke, hvordan de skal undgå dem, forklarer biolog hos Dyrenes Beskyttelse, Peter Gravlund Nielsen, i en pressemeddelelse.

Mod rekordår for hjortepåkørsler i 2025?

I løbet af årets første tre måneder har Dyrenes Beskyttelse modtaget 2.399 henvendelser om hjortepåkørsler – det højeste antal i samme periode siden registreringerne begyndte i 2018. Alt tyder dermed på, at 2025 kan gå hen og blive et rekordår.

Vi mennesker må tage ansvar

Da dyr ikke kan oplæres i trafiksikkerhed, er det op til os mennesker at tage vores forholdsregler.

– Høje hastigheder på veje tæt på skov og bevoksning øger risikoen markant. Vi opfordrer derfor bilister til at være ekstra opmærksomme netop dér, siger Peter Gravlund Nielsen og understreger alvoren:

– En påkørsel af et vildt dyr er en voldsom oplevelse for alle parter. Dyret kan lide længe, hvis det overlever ulykken, og det kan også få alvorlige konsekvenser for føreren og eventuelle passagerer.

Mørket er det farligste tidspunkt

Tidspunktet på dagen spiller også en stor rolle. Hele 40 procent af hjortepåkørslerne sker i aftentimerne mellem klokken 21 og midnat.

– Hjortene er mest aktive om natten, så man bør være særlig opmærksom fra solnedgang og frem. De færdes oftest i og omkring skove, enge og levende hegn – altså i områder med tæt vegetation. Og husk: Hjorte færdes sjældent alene. Ser du én, er der ofte flere på vej, advarer Peter Gravlund Nielsen.