Vejrtrækningen ændrer sig i et bestemt mønster, inden livet slutter

At sidde ved sengen hos et menneske, der er ved at dø, er noget af det sværeste, man kan opleve. Og ofte er det ikke ordene eller stilheden, der sætter sig fast. Det er vejrtrækningen.

For i de sidste dage og timer ændrer den sig. Ikke tilfældigt, men i et mønster, der gentager sig igen og igen.

Den britiske hospiceorganisation Marie Curie, der hjælper mennesker ved livets afslutning, beskriver, hvordan åndedrættet kan blive langsommere og uregelmæssigt. Det skriver Marie Curie.

Først trækker personen vejret hurtigt eller helt normalt. Så bliver det langsommere. Og så sker det, der får hele rummet til at stivne: vejrtrækningen stopper.

Der går sekunder. Nogle gange længere. De pårørende ved sengekanten tror, det er slut.

Og så begynder den normale vejrtrækning igen.

Et mønster med et navn

Mønsteret hedder Cheyne-Stokes-vejrtrækning, og det er en velkendt del af dødsprocessen. Cyklussen med hurtig vejrtrækning, så langsom, så en pause, og så normal igen gentager sig.

Hvor længe det står på, er helt forskelligt. Nogle gange varer den overfladiske, uregelmæssige vejrtrækning et par dage. Andre gange kun timer eller minutter, før vejrtrækningen endeligt stopper.

Det vigtigste at vide, forklarer Marie Curie, er, at ændringerne som regel er en helt naturlig del af at dø. De er normalt ikke ubehagelige for den døende selv.

Lyde, der kan være svære at høre

Der er også andre forandringer. Vejrtrækningen kan blive våd, gurglende eller rallende, fordi spyt og slim har samlet sig i halsen og luftvejene.

Munden kan åbne sig, og kæben kan bevæge sig ved hvert åndedrag. Det kaldes mandibulær vejrtrækning og sker ofte i det sidste døgn eller de sidste timer.

For dem, der sidder ved siden af, kan lydene være urovækkende at høre. Men ifølge Marie Curie er den støjende vejrtrækning sjældent smertefuld eller ubehagelig for den døende.

Netop derfor kan det hjælpe at vide, hvad man ser og hører. At pausen ikke er et kvælningsanfald, og at rallet sjældent er smerte.

Marie Curie råder pårørende til at tale roligt til den døende og holde eller ae hånden blidt. Selv et menneske, der virker bevidstløst, kan stadig kunne høre og mærke dig, og det kan hjælpe at læse højt eller sætte stille musik på.