Et brud er sjældent let, men ifølge astrologien hænger nogle fast længere end andre.
De fleste af os kender den der eks, man bare ikke rigtig kommer videre fra. Gamle beskeder man ikke sletter. Et navn der stadig får maven til at snøre sig sammen, længe efter forholdet er forbi.
Ifølge astrologimediet YourTango er der seks stjernetegn, der har særligt svært ved at give slip på en tidligere kæreste. Det er ren underholdning og astrologi, ikke videnskab, men måske genkender du dig selv eller en, du kender.
Krebsen hænger fast, uanset om den er single eller i et nyt forhold. Den ser tilbage på det gamle forhold gennem rosenrøde briller og pynter på minderne. Problemet er bare, som YourTango skriver, at krebsen “sammenligner alle, selv sin nuværende partner, med sin eks, og næsten alle kommer til kort.”
Tyren vil nødigt indrømme, at den stadig hænger ved. I stedet taler den om at trænge til at få “en afslutning”. Men ifølge mediet er den afslutning bare en undskyldning. I virkeligheden har tyren brug for at sørge ordentligt og først dér komme videre.
Vægten holder et vågent øje med eksen. Den kalder det nysgerrighed, men det ender med at blive til ren overvågning på de sociale medier, hvor den tjekker alt fra opslag til nye datingprofiler.
Jomfruen bearbejder bruddet ved at lave en mental liste over eksens fejl og remser dem op for alle, der gider høre på det. Udadtil virker den upåvirket, men tankerne om eksen bliver ved med at melde sig længe efter.
Fisken har svært ved at give slip, fordi den gemmer på alt det fysiske. Ting, sedler, beskeder. Og så læser og genlæser den dem, så savnet holdes i live.
Skorpionen elsker helhjertet og intenst, og derfor rammer bruddet ekstra hårdt. Den bliver jaloux, når eksen går videre, og svarer igen ved at vise sit bedste liv frem og sørge for, at eksen ser den sammen med en ny.