Tyske forskere har designet et hybridmolekyle, der smugler et kraftigt stof direkte ind i kroppens celler.
I forsøg med mus med kraftig overvægt tabte dyrene sig mere på den nye medicin end på et stof af samme type som Ozempic og Wegovy. Resultatet kommer fra et hold under Helmholtz Munich og det tyske diabetescenter DZD og blev offentliggjort i tidsskriftet Nature den 29. april 2026.
Forskerne har kemisk bundet en velkendt GLP-1/GIP-incretin sammen med stoffet lanifibranor, som er et eksperimentelt leverlægemiddel.
Sådan åbner hesten døren
GLP-1 og GIP er to tarmhormoner. De binder sig til specifikke receptorer på celleoverfladen og udgør den biologiske mekanisme bag de etablerede vægttabsmidler fra Novo Nordisk og Eli Lilly.
I det nye molekyle fungerer incretin-delen som adresseseddel og døråbner. Når den binder til receptoren, kommer lanifibranor med ind i cellen, hvor det aktiverer såkaldte PPAR-kontakter, proteiner i cellekernen, der styrer fedt- og sukkerstofskifte.
“Vores ledende spørgsmål var: hvordan kan vi forstærke incretinens effekt uden at skabe endnu en systemisk kilde til bivirkninger?”, forklarer professor Timo D. Müller, direktør for Institut for Diabetes og Fedme ved Helmholtz Munich.
Fordi lanifibranor leveres ind i målcellerne i stedet for at cirkulere frit i hele kroppen, kan det bruges i en dosis, der er flere størrelsesordener lavere end normalt.
Større vægttab end semaglutid
I forsøg med mus med kostinduceret fedme spiste dyrene mindre og tabte sig mere end på en almindelig GLP-1/GIP-coagonist uden last. Effekten var ifølge forskerne i dele stærkere end ved en ren GLP-1-medicin — den klasse, som semaglutid, det aktive stof i Ozempic og Wegovy, tilhører. Blodsukkeret blev forbedret, insulinfunktionen styrket, og leveren slap mindre glukose ud i blodbanen.
Bivirkningsprofilen lignede de eksisterende incretiner. Forskerne fandt ingen tegn på væskeansamling eller blodmangel.
“Dyrene spiste mindre og tabte mere vægt end under en GLP-1/GIP-coagonist uden last”, oplyser Daniela Liskiewicz, en af studiets førsteforfattere.
Konkurrencen om at lave en bedre vægttabsmedicin er hård. Tirzepatid, det aktive stof i Lillys Mounjaro og Zepbound, har i et stort forsøg vist sig overlegen i forhold til semaglutid på vægttab hos mennesker med fedme. Spørgsmålet er, om det tyske hybridmolekyle kan gentage sin præstation, når det forlader musemodellen.
Lang vej til klinikken
Forskerne understreger, at resultaterne stadig er prækliniske. GIP-receptoren, en af de to døråbnere, er forskellig hos mus og mennesker, og det skaber usikkerhed om oversættelsen til klinikken.
Lanifibranor er i sig selv ikke et færdigt lægemiddel. Stoffet er udviklet af franske Inventiva og blev oprindeligt testet i fase 2 mod fedtleversygdommen NASH, hvor det forbedrede leverbetændelse og fibrose.
“Vi ser et princip med stærke effekter i dyremodellen, nu er opgaven at optimere tilgangen til mennesker og bringe det mod klinikken”, siger Timo D. Müller.