Jesper Bengtson
Familien tror mirakel. Det, der venter, er noget helt andet.
Hun har ikke sagt et sammenhængende ord i månedsvis. Demensen har langsomt lukket hende inde, væk fra ansigterne hun engang elskede.
Så sker det pludselig. En eftermiddag løfter hun hovedet, ser sin datter lige i øjnene og siger hendes navn. Hun taler klart. Hun griner af en gammel historie. Hun genkender et ansigt på et fotografi, som hun ellers havde glemt for længst.
For familien ligner det et vendepunkt. Måske er hun ved at få det bedre.
Men det er den stik modsatte besked, lægerne har.
Et sidste glimt af sig selv
Fænomenet hedder terminal lucidity, på engelsk også kaldet “the surge”, opsvinget. Det er en uventet episode med klarhed og energi kort før døden, hvor et menneske med fremskreden mental svækkelse pludselig virker sig selv igen. Det beskriver Cleveland Clinic.
Det rammer oftest mennesker med demenssygdomme, blandt andet Alzheimers. Under episoden kan en person tale sammenhængende igen efter ikke at have kunnet kommunikere, reagere på sine nærmeste, give udtryk for ønsker og genkalde minder, de ikke har haft adgang til i årevis.
En episode varer typisk fra få minutter til få timer.
Ikke et tegn på bedring
Og her ligger det, pårørende skal forstå. Opsvinget betyder ikke, at sygdommen er på retur. Det er tværtimod et tegn på, at den skrider frem.
Ifølge Cleveland Clinic optræder de fleste tilfælde inden for livets sidste dage til uger. Episoder, der ikke umiddelbart følges af døden, kalder man paradoksal klarhed.
Fænomenet er sjældent. De fleste, der arbejder med døende, oplever kun nogle få dusin tilfælde i hele deres karriere.
Hvorfor det sker, ved forskerne ikke med sikkerhed. En teori peger på, at en hjerne med iltmangel paradoksalt nok bliver mere aktiv i tiden omkring døden. Studier har målt en stigning i såkaldte gammabølger, hjerneaktivitet forbundet med årvågenhed og hukommelse, under nærdødsoplevelser. Men som Cleveland Clinic selv skriver, er der flere ubekendte end bekendte, når det gælder terminal lucidity.
For familien, der sidder ved sengen, er rådet derfor ikke at vente på et mirakel, men at bruge øjeblikket: tale, lytte og sige det, der skal siges, mens klarheden er der.
