Jesper Bengtson
Et lille greb i starten gør hele forskellen, og de fleste danskere springer det over.
Risengrød er for de fleste af os noget, der hører julen til. En stor gryde, et par timer på komfuret, og så en klat smør og kanelsukker, inden gæsterne kommer.
Men syd for grænsen betragter man slet ikke risengrød som en højtidsret. Der hedder den Milchreis, og den står på bordet året rundt.
Det skriver den tyske madblog All Tastes German, der har samlet opskriften på den klassiske version.
Den store forskel ligger allerede i gryden. I stedet for bare at hælde ris i mælken rister tyskerne først risene kort i smør, før mælken, sukkeret og vaniljen kommer i. Det lille greb giver grøden en dybere smag og en mere cremet konsistens.
Valget af ris er mindst lige så vigtigt. Man skal bruge en rundkornet type, og bloggen anbefaler arborioris, som ellers er bedst kendt fra risotto.
“Dens korn er det største og mest runde, hvilket gør den ideel til klassisk risengrød,” skriver All Tastes German om netop den ris. Den suger mælken til sig uden at blive grødet og beholder et godt bid.
Når risene er ristet, hældes mælken ved, og det hele koges op under omrøring. Derefter skrues varmen helt ned, og grøden får lov at simre i 20 til 30 minutter. Man rører i den en gang imellem, til mælken næsten er suget op.
Toppingen er den, de fleste danskere vil nikke genkendende til: kanelsukker. Men tyskerne går et skridt videre og hælder brunet smør over. Mange spiser den også med frisk eller kogt frugt, for eksempel bær, kompot eller æblemos.
Og så er der det med, hvornår man spiser den. I Tyskland er Milchreis lige så gængs til morgenmad eller som et lille mellemmåltid, som den er til dessert. Den kan spises både varm og kold.
