Jesper Bengtson
De fleste tror, de ved, hvad man savner mest til sidst. De tager fejl.
Julie McFadden ved, hvordan et liv lyder, når det er ved at slutte.
Hun arbejdede otte år på en intensivafdeling, før hun blev hospicesygeplejerske. I dag sidder hun ved sengen, når tiden er knap, og hun har fulgt omkring 100 mennesker gennem deres allersidste timer.
Og hun har lyttet. Igen og igen, mens livet ebbede ud hos et andet menneske.
De fleste af os forestiller sig nok, hvad der fylder til sidst. At man skulle have rejst mere. Set mere af verden. Brugt flere aftener sammen med dem, man elskede.
Men det er ikke det, Julie McFadden oftest hører.
Det skriver Unilad, efter hun fortalte om sine erfaringer i podcasten Disruptors.
Den fortrydelse, der går igen, handler slet ikke om rejser eller store oplevelser. Den handler om noget, de fleste af os går rundt og tager fuldstændig for givet.
Helbredet.
“Det største, jeg hører fra døende, er, at de ville ønske, de havde værdsat, hvor godt de havde det før,” fortæller hun til Unilad.
Det er ikke de dramatiske ting, folk sidder tilbage med. Det er de helt almindelige dage, hvor kroppen bare fungerede, uden at man skænkede det en tanke.
“Det, folk siger, og som jeg ikke hører ret mange nævne, er: Jeg ville ønske, jeg havde sat pris på mit helbred,” siger hun.
Det har forandret måden, Julie McFadden selv lever på.
Hver aften skriver hun nu en lille liste over det, hun er taknemmelig for. Ikke de store ting. De små.
At hun kan se. At hun kan gå rundt. At hun kan trække vejret og mærke solen på huden.
“Jeg kan godt lide, at jeg kan trække vejret, at jeg går rundt, at jeg kan mærke solskinnet. Små ting som dem,” siger hun.
Det er netop de ting, hendes patienter til sidst ville ønske, de havde lagt mærke til, mens de stadig havde dem.
