Hold øje med din Digital Post: 130.000 danskere får unik invitation

05/12/2024 16:23

|

Sebastian Ilsøth

Foto: Shutterstock
Hold øje med Digital Post: Du kan blive udvalgt

Mest læste i dag

Er du fyldt 60 år?

Så har du mulighed for at være en af de 130.000 danskere, der denne vinter bliver inviteret til at deltage i et nyt forskningsprojekt om RSV-vacciner.

Projektet, som forskere fra Herlev og Gentofte Hospital står i spidsen for, skal undersøge, om vaccinen kan mindske antallet af indlæggelser forårsaget af RSV-infektioner, luftvejssygdomme og hjerte-kar-sygdomme.

Allerede i denne uge modtager de første deltagere vaccinen, og inden længe vil mange flere få en invitation via Digital Post. Det skriver Avisen Danmark.

Deltagerne vil blive opdelt i to grupper: Halvdelen får vaccinen, mens den anden halvdel fungerer som kontrolgruppe og ikke modtager vaccinen.

Sidste år blev RSV-vaccinen anbefalet til personer over 60 år, men det var dengang op til den enkelte selv at betale.

Forskerne håber, at dette omfattende studie kan give et mere præcist billede af, hvor effektiv vaccinen er til at forebygge alvorlige sygdomsforløb.

"Der findes endnu ikke et studie, der har undersøgt RSV-vaccinens effekt på en større del af befolkningen," oplyser Herlev og Gentofte Hospital i en pressemeddelelse.

Projektet gennemføres i samarbejde med forskere fra alle danske regioner, Danske Lægers Vaccinations Service og vaccineproducenten Pfizer.

Hvis vaccinen viser sig at kunne forebygge mange indlæggelser, kan det få stor betydning for folkesundheden, især blandt ældre og sårbare grupper.

Vil du være med?

Så hold øje med din indbakke i Digital Post – invitationerne er på vej.