På sociale medier har den amerikanske mand i løbet af en række måneder delt sin uortodokse diæt. I februar vejede han 108 kg, fortalte han i en video på de sociale medier.
"Og det er absolut ikke acceptabelt. Derfor tog jeg på McDonald's. Jeg vil intet andet spise i hundrede dage," sagde han ifølge RTL Nieuws.
"Jeg spiser ikke alt, hvad de giver mig. Jeg spiser halvdelen af måltiderne."
På dag 91 fortalte Maginnis grinende i en af sine videoer, at der var en grund til det.
"Hvis vi tanker mere benzin, end der er plads til i tanken, ender det på vores hofter," lød det også fra ham.
Da diæten var slut, var Maginnis gæst i NBC's Today Show. Der fortalte han, at han mellem de tre halverede junkfood-måltider ikke spiste snacks.
"Jeg har spist alt fra menuen. Quarterpounders, Big Macs, alt. De mellemstore måltider med pomfritter," sagde han, og understregede, at han drak vand i stedet for sodavand.
Maginnis kunne med en meget beskeden mave også afsløre, at hans kolesterolniveau var faldet efter de 100 dage.
"Jeg havde prædiabetes (et forstadie til diabetes type 2, red.) før, og nu er mine værdier sunde," sagde han også.
Selvom amerikaneren, der gik viralt på sociale medier, nærmest virkede til at være en gående McDonald's reklame, er det ikke tilfældet. Han understregede, at han ikke har nogen forbindelse eller aftale med fastfoodkæden.
Til dem, der kæmper med overflødige kilo, kom han med den simple 'formel' på sit eget vægttab.
"Med halve portioner taber du dig, med trekvarte portioner holder du vægten. Uanset hvad du spiser," sagde han.
Hvorfor valgte han så specifikt denne type mad? Det var der faktisk en god grund til. Og det var ikke på grund af maden i sig selv.
"Jeg var en kraftig mand, og mit efternavn er Maginnis. Folk kaldte mig Big Mag," sagde han.