Sygeforsikringen Danmark har nu sendt en advarsel til alle sine kunder.
Advarslen, som er sendt via appen 'Mit Digitale Selvforsvar', kommer efter opdagelsen af flere falske sms'er om refusion fra Sygeforsikringen "danmark".
De falske beskeder er sendt fra forskellige mobilnumre, mens ægte beskeder altid har "danmark" som afsender. Desuden indeholder sms'er fra "danmark" aldrig links, men er blot notifikationer om opdateringer i selvbetjeningen.
"Danmark" bruger heller ikke ordet "refusion" og udbetaler tilskud automatisk, hvis medlemmet har anmodet om det.
Slet sms'en med det samme og brug altid den sikre selvbetjening med MitID, når det drejer sig om økonomi og personlige oplysninger.
På Sygeforsikringen Danmarks hjemmeside kan du finde mere information om, hvordan du skal forholde dig til mistænkelige beskeder eller e-mails. Her er fire vigtige retningslinjer, du bør følge:
Klik ALDRIG på links i e-mails og sms'er.
Log i stedet ind på sygeforsikring.dk med MitID for at være bedst beskyttet mod svindel.
Ingen personlige oplysninger via telefon.
Sygeforsikringen "danmark" vil aldrig bede om bank- eller personoplysninger telefonisk. Du vil altid blive bedt om at logge ind med MitID på sygeforsikring.dk for at ændre eller opdatere oplysninger.
Beskyt dine personlige oplysninger.
Log altid ind med MitID på sygeforsikring.dk, hvis du ønsker at ændre dit medlemskab, opdatere dine oplysninger eller lignende.
Tjek afsenderen.
Åbn kun e-mails, hvis du kender afsenderen. E-mails fra "danmark" vil altid komme fra domænet @sygeforsikring.dk. Vær dog opmærksom på, at svindlere kan finde på at efterligne domæner, så e-mails kan virke som om de stammer fra @sygeforsikring.dk.