Bestiller du løg via internettet, skal du holde øje med, om der følger et plantepas med.
Passet er nemlig din garanti for, at løgene er frie for alvorlige planteskadedyr og -sygdomme.
I disse dage har mange haveejere travlt med at plante løg som tulipaner og krokus.
Flere køber deres løg over nettet, hvor der efter lovgivningen skal følge et såkaldt plantepas med, som garanterer at løgene er sunde og fri for skadedyr og kan spores, hvis der konstateres efterfølgende sygdom.
Derfor opfordrer Landbrugsstyrelsen nu haveejere til at holde øje med, om der faktisk følger plantepas med deres blomsterløg.
"Vi har fået henvendelser fra personer, der har modtaget blomsterløg fra webshops indenfor EU uden plantepas. Derfor opfordrer vi nu haveejere til at holde øje med, om der medfølger plantepas, når de bestiller løg over nettet. Hvis det ikke er tilfældet, så skal de som det første kontakte den internetbutik, hvor de har købt løgene. For plantepasset er deres garanti for sunde planter," siger enhedschef i Landbrugsstyrelsen Kristine Riskær.
Et løg uden plantepas kan betyde, at produktionsstedet ikke er omfattet af årlig lovpligtig kontrol og dermed ikke erklæret fri for alvorlige planteskadedyr- og sygdomme.
I Danmark er det Landbrugsstyrelsen som officiel plantesundhedsmyndighed, der fører tilsyn med plantepas.
Planter, herunder løg, der handles indenfor EU, skal altid følges af et plantepas ved engroshandel og ved internetsalg. Passet gør det derfor muligt at spore planterne fra producent til butik for eksempel i forbindelse med sygdom.
Planter og løg solgt i butikker skal ikke have et plantepas, da passet her skal følge selve sendingen til butikken.
Købes planterne fra et land udenfor EU, skal de følges af et officielt plantesundhedscertifikat.
Kan gemme på ubudne gæster
Et blomsterløg uden plantepas kan gemme på skadedyr og sygdomme, man ikke kan se med det blotte øje.
Et eksempel er den såkaldte stængelnematode, der er en mikroskopisk rundorm, der let spredes med inficerede løg.
Ormen lever indeni blomsterløgene og kan give misdannede planter og medføre dværgvækst.
"Der er rigtig mange internetbutikker, der har styr på reglerne om plantepas. Men der er også nogle, der ikke lever op til reglerne. Her er det, at vi gerne vil have hjælp fra alle, der bestiller løg online, til at holde øje så vi sammen kan undgå at sprede planteskadedyr og -sygdomme," siger Kristine Riskær.