Partiet er fanget at “pynte på sandheden”.
Lige nu læser andre
Et forsøg på at kritisere Dansk Folkeparti har udviklet sig til en pinlig sag for Socialdemokratiet.
Torsdag blev der på partiets Facebook-side delt et opslag, hvor regeringspartiet beskyldte DF for manipulation – men samtidig begik en faktuel fejl selv.
“Manipulationen skal stoppes! Er du enig? DF påstår, at den muslimske indvandring er steget markant. Men faktum er, at indvandringen var langt større, da DF havde magten,” skrev Socialdemokratiet i opslaget.
Problemet med denne udmelding? Dansk Folkeparti har aldrig haft regeringsmagten. Partiet har haft stor politisk indflydelse – særligt som støtteparti for de borgerlige regeringer – men har aldrig været en del af regeringen.
Fejlen har ført til en voldsom reaktion i kommentarerne, og i et svar til B.T. forsøger Socialdemokratiets politiske ordfører, Christian Rabjerg Madsen, at præcisere, hvad partiet mente:
Læs også
“Sætningen refererer til den tid, hvor DF havde de afgørende mandater som støtteparti for den borgerlige regering, hvor blandt andet Støjberg var minister for udlændinge.”
Hos Dansk Folkeparti er opslaget blevet mødt med både opsigt og irritation. Udlændingeordfører Mikkel Bjørn udtaler til B.T.:
“Det her er endnu et opslag i en lang række, hvor de prøver at få danskerne til at tro på noget forkert. Det er interessant, at det er dem, der taler om manipulation. Jeg har svært ved at tage de her desperate udbrud fra Socialdemokratiet alvorligt.”
Han tilføjer, at DF ifølge ham er det eneste parti, der konsekvent har kæmpet for at begrænse indvandringen i Danmark.
Opslaget er stadig tilgængeligt på Socialdemokratiets Facebook-side.