Der er ikke meget, der slår følelsen af at have flere penge mellem hænderne for danskerne.
Men for mange er situationen desværre en helt anden i øjeblikket.
Flere kæmper med en stram økonomi, hvor de lever fra løncheck til løncheck.
Efter år med høj inflation og stigende leveomkostninger er det blevet sværere at spare op til uforudsete udgifter.
Selvom danskerne samlet set aldrig har haft så stor opsparing som nu, er der stadig mange voksne danskere uden nogen opsparing.
Økonomiske eksperter har traditionelt anbefalet, at man bør have likvide midler på kontoen, der kan dække husstandens udgifter i tre til seks måneder.
Ifølge Will Kellar, certificeret finansiel rådgiver og partner i Human Investing i USA, kan dette mål virke uoverskueligt:
"Selvom traditionel visdom anbefaler tre til seks måneders leveomkostninger, mener jeg, at ethvert beløb er bedre end ingenting," siger han til CNBC.
Han opfordrer derfor folk til at tage en mere realistisk tilgang og dele opsparingsmålet op i mindre etaper.
Kellar anbefaler at starte med at spare 500-1000 kroner om måneden.
Hans første delmål er at nå op på en måneds udgifter, da det giver økonomisk luft i tilfælde af uforudsete kriser:
"En måneds udgifter fungerer som en buffer mod akutte chok, og giver dig plads til at håndtere kriser uden at pådrage dig gæld," forklarer han.
Opsparing er en personlig proces, og Kellar understreger vigtigheden af at fejre de små sejre undervejs.
Ethvert skridt mod en økonomisk buffer, uanset hvor beskedent det måtte være, kan gøre en stor forskel på sigt.