Danskerne lægger en større del af indkomsten til side ift. for et år siden.
Det viser nye tal for nationalregnskabet fra Danmarks Statistik.
I 3. kvartal i år sparede husholdningerne 4,2 pct. af deres disponible indkomst op, når der korrigeres for sæsonbevægelser.
Til sammenligning var opsparingsandelen på 2,2 pct. i samme kvartal 2023. Opsparingsandelen er dog faldet ift. til 2. kvartal i år, hvor den var på 5,8 pct.
”Der har været godt gang i opsparingsfesten herhjemme i år, hvor danskerne generelt har lagt en større bid af indkomsten til side. Bl.a. har vi set, at den samlede opsparing i banken har nået nye højder flere gange i løbet af året, ligesom at danskerne også har sat turbo på deres egne frivillige indbetalinger til pensionsopsparingen i 2024. Det vidner bl.a. om, at mange prioriterer at spare op", siger Helle Dalsgaard, chefrådgiver i Sampension.
Nye tal fra Sampension viser, at rekordmange kunder har indbetalt ekstra til pensionsopsparingen i Sampension i de første 11 måneder i år.
”Om udviklingen vil fortsætte næste år, er selv sagt ikke til at forudsige. Men vi kan konstatere, at danskerne ser ganske positivt på opsparing. Samtidig er der udsigt til privatøkonomisk medvind i 2025 i form af bl.a. fremgang i reallønnen og lavere renter. Derfor kan det bestemt ikke udelukkes, at også det nye år kommer til at stå i opsparingens tegn", siger Helle Dalsgaard.