Ny aftale forgylder flere pensionister: Udbetalingen stiger til 1.485 kroner

28/05/2025 09:17

|

Emil Martesen

Foto: Shutterstock
En ny aftale forgylder flere pensionister.

Andre læser også

Pensionister med de mindste indtægter får fra august 2025 forhøjet den årlige mediecheck. Det har et flertal i Folketinget vedtaget i går.

Det betyder, at de pensionister, der har færrest indtægter, fortsat har mulighed for at abonnere på TV-pakker og hermed let adgang til relevant information i hverdagen.

Sådan lyder meldingen i en pressemeddelelse.

Baggrunden for forhøjelsen af mediechecken til pensionister med de mindste indtægter er, at prisen på TV-pakker forventes at stige fra midten af 2025.

Prisstigningen bunder i en ændring af momsloven, der skal sikre, at Danmark overholder EU-retten.

Ifølge tv-branchen forventes ændringen af momsloven at indebære en stigning på cirka 15-20 kr. om måneden for en gennemsnitlig TV-pakke.

Beskæftigelsesminister, Ane Halsboe-Jørgensen, lægger ikke skjul på, at det kan synes som en lille ting, men hun mener, at det er riemligt, at de kompenserer de pensionister, som i forvejen har mindst:

”Det kan synes som en lille ting, men jeg mener, det er rimeligt, at vi kompenserer de pensionister, som i forvejen har mindst, og som kan have svært ved selv at dække ekstra udgifter til TV-pakker. TV er ikke blot et spørgsmål om underholdning, men handler også om at få relevant information i hverdagen og om at føle sig forbundet med samfundet", lyder det fra hende.

Mediechecken er målrettet pensionister med de mindste indkomster, og som har en personlig tillægsprocent på 100.

Lovforslaget forhøjer mediechecken med 400 kr. fra 1.085 kr. til 1.485 kr. om året. Prisstigningen på tv-pakker forventes fra 2. halvår 2025, og derfor udbetales der i august en halvårlig forhøjelse på 200 kr.