Mette Frederiksen-dukke hængt og brændt: Hun må og skal aflives

24/01/2021 13:06

|

Lukas Jepsen

Foto: Presse-fotos.dk

Mest læste i dag

Der udspillede sig nogle ganske vilde og ubehagelige scener lørdag aften i København, da protestgruppen ’Men in black’ endnu en gang demonstrerede mod statsministeren og coronarestriktioner.

Det har været alt andet end kønt at overvære, da en stor flok demonstranter fra gruppen ’Men in black’ gjorde deres holdninger utvetydigt klare, lørdag aften i København. Videoer florer nu på nettet af optøjerne, der til tider ser ud til at være helt ude af kontrol.

Der mangler lige en kongresbygning og nogle røde kasketter, men optøjerne mindede på nogle måder om det berygtede stormangreb i USA for et par uger siden. Så ekstreme var Men in black ikke, men budskabet om at man har fået nok af magthaverne, og angiveligt er klar til at vise det på alle måder, inklusiv noget der minder om dødstrusler.

En af måderne gruppen udtrykte deres ’politiske’ budskab, var nemlig at hænge en dukke med Mette Frederiksens billede op ved nakken, sætte et skilt på med teksten ”Hun må og skal aflives” og derefter sætte ild til den – hurra for demokratiet.

Selvom episoden ikke mere en et halvt døgns tid siden, har flere politikere allerede reageret på de voldsomme optøjer og budskaber. En af dem er politisk ordfører i Socialdemokratiet, Jesper Petersen, der i en sms til Ekstra Bladet har kommenteret episoden:

”Fy for pokker. Det var dog et ubehageligt, faktisk skræmmende billede. Taget bogstaveligt så er det jo en opfordring til politisk motiveret drab på vores folkevalgte statsminister. Det hører ingen steder hjemme,”

Videoerne ser voldsomme ud, ikke mindst fordi der hersker totalt kaos, og der ses politifolk i tung udrustning og med hunde nærmest overalt. Politiet selv har anslået at der var et sted mellem 400 og 500 demonstranter, da begivenhederne startede. Københavns Politi oplyser ligeledes på twitter, at man som resultat af demonstrationen foretog fem anholdelser.